Tekst Hasse Jørgensen, tirsdag den 18. august 2026

En sag, der på papiret mindede om en meget lille sag, blev til det helt store i byrådet. Med mindst muligt flertal i byrådet fik en erhvervsdrivende på Lourupvej i Gørding sit ønske om at rive en gammel bygning på 140 kvadratmeter ned og erstatte den med en bygning på 500 kvadratmeter med en lidt anden placering på grunden end den nedrevne bygning. De nye bygning skal bruges til virksomheden, der i forvejen har til huse på ejendommen.

16 stemte for en dispensation fra Planloven, mens 14 var i mod. Venstre, Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance stemte for. Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet, Demokratilisten, Enhedslisten og SF stemte imod. Radikale Venstre stemte blankt.

Forvaltningen havde indstillet, at der ikke skulle gives dispensation, men det ville et lille flertal i udvalget for plan, by og lokalsamfund alligevel gøre. Derfor begærede Hans Erik Møller Demokratilisten og Enhedslistens Henning Hyllested sagen i byrådet.

Forvaltningen havde indhentet erfaringer fra andre kommuner samt fra et advokatfirma, og her var meldingen alle steder et nej til dispensation, da den ville være mod Planlovens ånd.

Tilhængerne af dispensationen slot på, at Planloven netop i visse tilfælde giver denne mulighed for dispensation.

Modstanderne mente også, at en dispensation ville danne præcedens, hvor Hans Andersen (V) pegede på, at der ikke er fare for præcedens, for alle ansøgninger skal behandles individuelt.

Sagen rejste en debat, der blev mere og mere skinger og hvor det føg med beskyldninger om vennetjenester og kammerateri.

Hans Erik Møller pegede på, at vennetjenester og kammerateri jo kunne være grunden til, at netop denne erhvervsdrivende skulle have dispensation.

Og så eksploderede debatten, der bl.a. fik Venstres gruppeformand, Maria Høj Pedersen, til at sige, at hun var træt af disse udokumenterede påstande om vennetjenester og kammerateri, mens Mads Engelund Larsen (DF) mente, at den slags påstande måtte Venstre tåle. Han støttede dog dispensationen.

Den radikale Anne Marie Geisler Andersen var egentligt stemt for dispensationen, men debatten havde bragt hende så meget i tvivl, at hun undlod at stemme.