Tekst, Foto & Collage: Johnny Tauman
2. februar 2025

SØNDAGSKRYDDEREN mødte Julie og sin bedstefar på legepladsen, har set nærmere på mere end 50 års parkeringspraksis og så lige en servicemeddelelse omkring adgang til Borgertårnet.
GOD SØNDAG!

Tålmodig bedstefar

Det er rigtig godt at have bedsteforældre i nærheden, når der er venteperiode mellem et pasningstilbud og en børnehaveplads. Julie på tre år bliver i februar og marts passet hos Jonna og Jørgen Skov – og det er faktisk et godt tilbud! I hvert fald kunne Jørgen fortælle, at han havde købt boller, og nu var taget på legepladsen på Brorsonsvej, da Julie ønskede at få en gyngetur. Hvad Jørgen nu ikke lige havde kalkuleret med (smil) var, at Julie sagtens kunne gynge i “timevis”. Mellem den første snak med Jørgen og billederne var der gået en rum tid, hvor Julie just ikke havde lyst til at stoppe!
Jørgen kunne oplyse, at hustruen Jonna arbejder tre formiddage fra 8 til 13 – de øvrige dage er de fælles om opgaven!

Bedstefaren kunne skubbe i timevis…

Parkerings udfordringer

Da jeg besøgte mine svigerforældre i Grønnegade 40 i 70´erne, gik snakken ofte på den irriterende parkering lige uden for stuevinduerne og ikke mindst hoveddøren, hvor familien skulle have cykler frem og tilbage, da der ikke var adgang til baggården på anden vis. Min svigermor tog ofte diskussionerne – og  det blev bestemt ikke bedre, når turister valgte at gå på det minimale fortov og dermed åbenlyst kikkede ind gennem ruderne.
Nu læste jeg jo nogle kommentarer omkring parkeringen i den gamle bydel – og minderne kom frem, da jeg gik gennem Gråbrødregade. – Hold da op, er det de samme problematikker, som for 50 år siden! Skal beboerne stadigvæk anmode bilister om ikke at parkere foran hoveddørene?

På oversigtsbilledet fremgår det, at beboere med ulige husnumre må finde et andet sted at parkere. Det fik jeg også oplyst, da jeg kikkede nærmere på boligen Gråbrødregade nummer 5. Det blev oplyst, at der jo er muligheder på P-SYD.
Tænker lige videre. Når der engang bliver bygget på Jernindustrigrunden, kan beboerne køre til deres boliger og læsse varer af, men herefter går den så til et parkeringshus. Vil det ske?

 

Adgang til Borgertårnet

Flere læsere har spurgt, om der bliver adgang til Borgertårnet, mens selve kirkerummet bliver restaureret. RYK IND RIBE har fået oplyst, at det er hensigten, at den skønne udsigt fra toppen også vil være en mulighed til den tid.