Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, 4. oktober 2026
Vi lever i en tid, hvor verden omkring os forandrer sig meget hurtigt både indenrigs og globalt.
Naturen er under pres med klimaudfordringer. Globalt er der krig og dermed økonomisk usikkerhed. Trusselsbilledet stiger, og skyggerne kaster deres lange silhuetter. Men hvor der er skygger, er der også lys. Og det er netop temaet for årets kulturnat i Ribe: lys i lange skygger.
En titel, der kan forstås meget konkret men også meget abstrakt, og det er faktisk kun fantasien, der sætter grænser for mulighederne for udfoldelse.
Skygger og lys er også temaet for den talk, der søndag den 11. oktober holdes på spillestedet Termansens i Sønderportsgade med start klokken 15.30.
Fire kendte personer vil deltage i en snak sammen med tilhørerne om netop lys og skygger, og hvor de fire personer oplever det indenfor hver deres felt.
De fire er domprovst Morten Thaysen, Ribe, med et perspektiv på tro, håb, livets store spørgsmål og på lys og mørke som stærke symboler i den kristne tradition.
Gertie Baungaard er formand for Støtteforeningen for Hospice Sydvestjylland i Esbjerg. Gertie Baungaard var stærkt engageret i udgivelsen af Trædesten, der gennem kunst og poesi åbner for samtaler om døden og dermed også livet samt det svære.
Bo Maimburg er journalist og musiker samt lever med den svære sygdom muskelsvind. Han bringer et personligt perspektiv på at leve med en alvorlig sygdom, hvor begrænsninger og modstand følges ad med håb og humor, og hvor musikken er en vigtig kilde til både glæde og lys.
Anne-Mette Villumsen er museumsdirektør og kunsthistoriker. Hun bringer kunsten og historien ind i samtalen og kan anskueliggøre, hvordan lys og skygge både helt konkret og i overført betydning får os til at se noget på nye måder.
De fire vil alle få nogle spørgsmål, og når de er besvaret, vil der blive lejlighed til en debat mellem paneldeltagere og publikum. En debat, der bliver styret af Ryk Ind Ribes Hasse Jørgensen.




































































