Torben Hestehave i Byrådssalen, der fungerede til 2007. Den sidste borgmester var Preben Rudiengaard

Tekst og foto Torben Ravnborg Nissen, lørdag den 3. oktober 2026

Som et indslag i Høstmarkedet i Ribe lørdag 3. oktober inviterede Ribe Guider indenfor i Det Gamle Rådhus, hvor Ribe-guide Torben Hestehave tog deltagerne med på en historisk rejse gennem den gamle bygning.

Der er historie i næsten hver eneste mursten i Det Gamle Rådhus på Von Støckens Plads. Under rundvisningen fortalte Torben Hestehave levende og engageret om huset, der har været en del af Ribes historie i mere end 500 år.

Bygningen blev første gang omtalt i 1496, men er ældre. Oprindeligt bestod den af to middelalderlige stenboder, som senere blev bygget sammen.

– Det her hus, det var dengang to huse. Det var to stenboder, der var små smalle huse i sten, fortalte Torben Hestehave.

I 1708 købte Ribe by ejendommen, og den 11. oktober 1709 blev huset indviet som rådhus. Dermed begyndte en ny epoke for den gamle bygning.

Men rådhuset var ikke kun stedet, hvor byens administration holdt til. Her var også tingstue, arkiv og arrest, og inden for de gamle mure blev der gennem tiden afsagt domme over Ribe-borgere.

Ribe Ret havde ifølge Torben Hestehave et særdeles hårdt ry.

– Riber Ret var kendt for at være den hårdeste ret i Danmark, fortalte han og mindedes en talemåde, han lærte som dreng:

– Vær du glad, min søn, at du ikke blev dømt ved Ribe Ret, sagde kællingen til sin søn, da han hang i galgen i Varde.

De gamle lokaler fortæller derfor også om en tid, hvor straffene var langt hårdere end i dag. Dødsstraf kunne blandt andet idømmes for mord, voldtægt og større tyverier, mens andre forseelser kunne føre til offentlige straffe.

Ambergs aftryk

I 1892-94 gennemgik rådhuset en omfattende restaurering under arkitekten H.C. Amberg. Han satte også sit præg på flere andre markante bygninger i Ribe, blandt andet Domkirken. Sidefløjen og trappetårnet ved rådhuset stammer fra denne periode.

I den gamle byrådssal fortsatte byens politiske liv frem til kommunalreformen. Rådhuset fungerede som kommunalt rådhus frem til udgangen af 2006.

I dag er fortællingen om huset en ganske anden. Ved siden af borgersalen lå Retten i Ribe frem til 2007.

Borgersalen bruges blandt andet til borgerlige vielser, og dermed er der også blevet plads til glæde og kærlighed bag de gamle mure. Det er især tyske par, der på grund af rigide tyske regler vies på Det Gamle Rådhus. Årligt er der 500 vielser.

– I dag har huset én vigtig funktion. Det er her, man kan blive gift, fortalte Torben Hestehave.

Fra middelalderlige stenboder til rådhus, retssal og arrest – og videre til et sted, hvor mennesker siger ja til hinanden.

Det Gamle Rådhus har skiftet funktion mange gange. Men én ting har ikke ændret sig: Huset er stadig en del af Ribes levende historie.

Torben Hestehave fortæller i lokalet, hvor Retten i Ribe lå

 

En af de gamle celler på 1. sal