Tekst og foto Hasse Jørgensen, torsdag den 8. august 2024
At et museum er et støvet og antikveret sted, har Ribe Kunstmuseum tidligere bevist ikke er tilfældet. Og nu gør museet det igen i forbindelse med den nuværende særudstilling Kid’s, der i fotografi viser, at der er lige så mange måder at være barn på, som der er børn til.
Lørdag den 17. og søndag den 18. august åbner museet for en familie festival, der henvender sig til hele familien. Og det bliver med et spændende program, der foregår både ude og inde dels i museets smukke have og dels i selve museumsbygningen.
Museumsinspektør Anna Krogh-Rosenlund fortæller, at det bliver en festival, hvor der for alvor er mulighed for at lave noget sammen med børn eller børnebørn.
– Vi prøvede det sidste år i forbindelse med udstillingen Vildt nok, hvor vi også lavede en familie festival. Det blev et tilløbsstykke, og nu prøver vi igen i forbindelse med udstillingen Kid’s.
Festivalen laves sammen med Kulturforeningen Quedens, og der bliver masser af arrangementer. Både nogle, der løber frit begge dage og andre, der ”kører” til faste tidspunkter.
Blandt de faste arrangementer kan nævnes Familieyoga, højtlæsning for børn i samarbejde med biblioteket, fotosafari sammen med Esbjerg Fotoklub, omvisning for børn og musik og sang ved Silje Petersen, der til dagligt underviser på privatskolen.
– Og det er fantastisk, at vi kan få så mange til at hjælpe os, siger Anna Krogh.
Blandt de ikke fastlagte arrangementer kan nævnes kreative aktiviteter på museet, leg i museumshaven, ansigtsmaling, skattejagt på museet, et møde med dragen Gnist, portræt-workshop og trolden Lomme Ulrik.
Dertil kommer, at både små og store kan få forfriskninger, idet museets café er åben, og cafe Quedens leverer mad.
– Vi tror, at det er vigtigt, at børn kommer på museums i en tidlig alder, og får de en god oplevelse her, er det sandsynligt, at de kommer tilbage senere, forklarer Anna Krogh-Rosenlund.