Øen, menneskene og musikken 4:4

Tekst og mobil-fotos: Torben Ravnborg Nissen, fredag den 15 maj 2026

Del 4 − En koncert i nostalgiens tegn

Da Jens Rugsted, Ole Kibsgaard og Lars DK Nielsen går på scenen, bliver salen indtaget af tre garvede musikere med en sjælden ro og varme. Nogle af de ypperste musikere, vi har i landet. De næste to timer føres vi gennem især Jens Rugsteds mange velkendte sange. Sange som Kom tilfældigvis forbi, Jeg ved det godt, Sad i Parken og Jeg’ i live, som Rugsted skrev til Sanne Salomonsen, mens hun kæmpede sig tilbage til livet efter en alvorlig hjerneblødning. Nostalgien fylder rummet, mens man fornemmer, at minderne vælder op i publikum. Jens Rugsted fortæller, at sangen var ment som en varm og livsbekræftende sang om overlevelse.

Intim stemning

Publikum synger stille med flere steder, og stemningen er intim uden at blive sentimental. Ole Kibsgaard og Lars DK bidrager også med egne kompositioner, og enkelte covernumre af kendte ballader får fremragende fortolkninger undervejs.
Mellem numrene opstår små refleksioner og improviserede samtaler fra scenen. – Musik skrives af det, man tænker og føler, siger Ole Kibsgaard eftertænksomt, mens han ser ud over publikum med et sigende blik.

(artiklen fortsætter under billederne)

Oles skrald ovre i hjørnet

Ellers præges aftenen mest af humor, varme og en tydelig glæde ved at stå på scenen sammen. Relationerne mellem de tre musikere virker afslappede og troværdige på den bedste måde. Jens Rugsted joker flere gange med Ole Kibsgaards lidt tilfældige placering af guitarer og udstyr på scenen — ikke ligefrem særlig rockstjerneagtig. – Oles skrald ovre i hjørnet, kalder han det med et grin.
Lars DK takker ydmygt for med et drillende glimt i øjet for, at også hans kompositioner bliver spillet i dette forum. Publikum ler med.

Uprætentiøst og ærligt

Men så er det hele slut, og musikerne koketterer med deres alder og mener, at de lige så godt kan blive stående og modtage bifaldet, så de slipper for turen op ad trapperne til backstage og tilbage igen til instrumenterne for at give et ekstranummer. Sådan bliver det. Vi får Går gennem tiden i en tempofyldt version, der runder aftenen perfekt af. Det hele føles uprætentiøst og ærligt. En berigende aften med smuk musik, dygtige musikere og en aura, der fyldte hele rummet.

Og måske er det netop dét, Realen kan. Skabe koncerter, hvor afstanden mellem scene og publikum er lille – ikke kun fysisk. Hvor store musikere optræder i et gammelt skolehus på en lille ø i Vadehavet, mens frivillige løber gennem “Motorvejen” bag baren, og tonerne og nostalgien fylder stedet.

Et alsidigt hus

Her er også foredrag, børne- og familiearrangementer, kunstudstillinger og standup. Andre gange fyldes huset af hard rock, folkemusik eller fællessang.

Foto: Jan Frandsen

Netop fællessangen har fået en særlig plads på Realen, hvor Jan Frandsen og hans kone Vibse står bag de populære sangaftener. Én gang om måneden året rundt fyldes huset af stemmer, nærvær og fællesskab — aftener, mange ser frem til.

Foto Jan Frandsen

Realen er et meget alsidigt hus, der tiltrækker musikere, kunstnere og mennesker som dig og mig, fordi det er et varmt sted. Et sted, der emmer af fællesskab og nærvær. Og det er bemærkelsesværdigt, at selv om den højtprofilerede TV 2-serie Ja, for Fanø har sat massivt fokus på stedet, virker huset grundlæggende uforandret. Alt kører tilsyneladende videre som før.