Tekst og mobil-fotos: Torben Ravnborg Nissen, torsdag den 14. maj 2026

Del 3 −Typografen fra Esbjerg

Jan er pensioneret typograf og bor i Esbjerg. Han fylder 70 år næste gang og er en af de personer, der får aftenerne i kulturhuset til at fungere. Både hans kone Vibeke, kaldet Vibse, og datteren er frivillige i huset, og denne aften er datteren Tanja med på vagt. Jan er som nævnt aftenens afvikler – manden, der skal holde styr på forbindelsen mellem musikere, teknikere, servering, køkken, døren og publikum og alt derimellem.

Midt i travlheden tager han sig tid til at vise backstageområdet frem. Lokalerne er langt fra klassiske backstagefaciliteter og minder mere om en hyggelig dagligstue i et gammelt kunstnerhjem. Tunge, dybe møbler fylder rummene, og væggene er dækket af billeder, minder og hilsner fra kunstnere, der tidligere har gæstet huset. Johnny Madsen, Troels Trier og Jakob Haugaard dukker op mellem plakater og fotografier. Der er noget ujævnt og uprætentiøst over rummene, som om de langsomt er vokset frem gennem mange års historier, musik og lange aftener.

(artiklen fortsætter under billederne)

En speciel lysekrone

Midt i spisestuen hænger en enorm lysekrone sammensat af dåser, plastik, mælkekartoner, papemballage og alverdens andre hverdagsgenstande. Et særpræget kunstværk, der både virker skævt, fantasifuldt og helt naturligt i Realens univers. – Det er en Haugaard, fortæller Jan. Forklaringen virker næsten overflødig.

I stuen ved siden af, i en hjemlig atmosfære, sidder Jens Rugsted, Ole Kibsgaard og Lars DK Nielsen henslængt i sofaer og lænestole og lader op før koncerten. Stemningen er rolig og koncentreret. Musikerne mangler ikke noget og ønsker egentlig bare lidt fred, inden scenen kalder, så besøget bliver kort. Jan har en god fornemmelse for musikernes forskellige behov og er allerede videre igen.

Briefingen

Om mindre end en halv time skal dørene åbnes. Frivillige samles til briefing, hvor opgaver fordeles systematisk. Hvem står i baren, hvem tager imod gæster, hvem er brandansvarlig, og hvem hjælper backstage. Bag den afslappede stemning ligger en stor mængde erfaring og koordinering. Realen drives i høj grad af frivillighed, men med en professionalisme, som mange større spillesteder kunne misunde. Samtidig med briefingen spiser man. Stille, roligt og harmonisk. Man skulle ikke tro, at samme lokale vil være proppet med forventningsfulde mennesker om to timer.

Konferencier

Senere skal Jan selv på scenen for at præsentere aftenens musikere. Det er ikke den del af arbejdet, han holder mest af. – Nu håber jeg bare, jeg får sagt navnene rigtigt, siger han med et smil, før han fortæller historien om dengang Tobias Dybvad blev præsenteret som Thomas.
Jan griner lidt af sig selv og går videre gennem huset i samme rolige rytme, mens de sidste detaljer falder på plads før koncertstart. Og måske er det netop dér, stedets særlige karakter viser sig tydeligst. Ikke i perfektionen, men i menneskene. I følelsen af fællesskab. I ønsket om at skabe noget sammen midt ude i Vadehavet.

Før koncertstart

Halvanden time før koncertstart begynder køen allerede at danne sig udenfor ved den røde løber. 220 siddende gæster skal denne aften opleve trioen, og publikum er overvejende modent. Mange har fulgt musikerne gennem årtier, og stemningen før koncerten er rolig, forventningsfuld og varm. Folk hilser på hinanden, finder pladser, køber vin og øl i baren og taler dæmpet sammen, mens salen langsomt fyldes. Flere er kommet langvejs fra for at opleve netop denne koncert i de særlige omgivelser.

Bag kulisserne fortsætter arbejdet nu i højt tempo. De frivillige drøner frem og tilbage gennem den smalle passage mellem køkken, bar og koncertsal. Internt kaldes den blot “Motorvejen”. Her transporteres alle forsyninger til den velassorterede bar.

Kort før koncertstart går Jeanett Exner på scenen. Hun fortæller stille og ærligt om tiden efter Johnny Madsens død. Om sorgen, savnet og tomrummet efter en af de kunstnere, der gennem årene satte et stærkt aftryk på både huset og menneskene omkring det. Det er ikke en stor tale, mere en personlig historie.
Derefter forlader hun igen scenen og går hjem for at slappe af og hvile. Hun virker træt, men også rolig, fordi hun ved, at huset kan stå på egne ben denne aften. Ansvaret overlades med sindsro til de syv frivillige, som fortsætter arbejdet næsten usynligt omkring publikum.

Bag humoren mærkes alvoren og engagementet tydeligt. Mennesker fra hele landet rejser til Fanø for at opleve Realen. Ikke kun for koncerterne, men for stemningen og følelsen af nærhed mellem scene, hus og publikum.
Man har gennem årene været med til at skabe noget, der rækker langt ud over Fanø. – Vi er kærlighedsmennesker, siger Jeanett med et smil tidligere på aftenen, da hun bliver spurgt ind til ånden i huset, før hun ler højt og tilføjer med et glimt i øjet: – Og mange kommer måske bare for at se en excentrisk dame som mig.

Del 4 udgives i morgen, fredag den 15. maj 2026

En koncert i nostalgiens tegn 4:4