Tekst & Foto Johnny Tauman
12. juli 2020
Søjlerne står på række, så langt øjet rækker – og skørterne er monteret. Men alligevel skal beboerne langs Plantagevej og Trojelsvej vente til oktober, inden de gennemsigtige kassetter sættes på plads og dermed reducerer trafikstøjen.
– Asfalteringen bliver noget af det sidste, som udføres umiddelbart inden støjskærmkassetterne monteres, fortæller konsulent Claus Prien Tobiasen. Inden skal der laves en vendeplads ved Plantagevej (nær jernbanen), sat kantsten mellem støjskærm og Plantagevej samt gennemføres en opbygning af den lokale vej med sand og stabilt grus.
– Dette arbejde vil strække sig over et par måneder – derfor monteres støjskærmskassetterne – som noget af det sidste – nok til oktober, lyder det fra Claus Prien Tobiasen.
Trafiksignaler mangler
Plantagekrydset er endnu ikke færdig – asfalten er på plads, men der mangler stadig montering af en række trafiklys.
Planen er, at østsiden af Rute 11 – strækningen fra Plantagekrydset til Industrivej / Nørremarksvej åbnes på samme tid.