Tekst & Foto: Johnny Tauman
8. marts 2025
Ret skal være ret – så derfor bringer RYK IND RIBE lige en oversigt vedr. den midlertidige vej fra Saltgade til Parkeringsplads Hovedengen. Vi har skrevet om skiltningen lige før indkørslen til LIDLs kundeparkering, den overraskende henvisning, som kommer før krydset Saltgade / Seminarievej – og ikke mindst udkørslen fra stabilgrusvejen i Saltgade med begrænset oversigt.
Ikke Esbjerg Kommune
Umiddelbart antog RYK IND RIBE, at det var Esbjerg Kommune, der havde ansvar for skiltningen, men kunne ikke finde Esbjerg Kommunes navn og logo. En henvendelse til Trafik & Mobilitet (trafikplanlægger Lars Finn Jensen) oplyste, at det er DIN Forsyning, som har opgaven. Og her lykkedes det at få et præcist og hurtigt overblik.
Logo er ikke hensigtsmæssigt
Anlægsingeniør Tommy Andersen, DIN Forsyning fortæller i sit skriftlige svar: – Skiltningen skal gerne holdes så simpel som muligt, så man som trafikant kan se og forholde sig til den i forbifarten. Derfor er det ikke hensigtsmæssigt, at der sættes logo på.
RYK IND RIBE har derfor ønsket svar på, hvorfor entreprenør Benny Andersens logo findes på skiltene. Hertil siger Tommy Andersen: – Entreprenørfirmaet har ansvar for opretholdelse af skiltningen, og at man med logoet ved, hvem man skal henvende sig til.
I samråd med Esbjerg Kommune
DIN Forsyning oplyser, at placeringen af skiltene er valgt i samråd med Esbjerg Kommune, så det er synligt for dem, der kører ind i området – også trafikanter, der kommer fra Kvicklys ind-/ udkørsel.
Tilvænning / tilretning
– Vi oplever oftest, at der er en tilvænningsperiode, når veje spærres, og man fra den ene dag til den anden skal køre via en anvist omkørsel. Dette forventer vi også er tilfældet her, lyder det fra Tommy Andersen. Han lover at vurdere skiltningen og mulige forbedringer, hvis trafikanterne fortsætter med ikke at tage den midlertidige vej, men i stedet kører videre ad Saltgade og fortsætter ad Sct. Peders Gade – og dermed må vende om.
Linjeføringen
RYK IND RIBE har som skrevet spurgt ind til, om ind-/udkørslen kunne centreres på den tomme grund og dermed sikre bedre oversigt (måske hvor den nye vej bliver tilsluttet Saltgade. Anlægsingeniør Tommy Andersen siger herom: – Den fremtidige vej til Jernstøberi-grunden har jeg ikke kendskab til. Vi har etableret en midlertidig vej, som vi fjerner igen afslutningsvist.

(Dronefoto: Ove Detlevsen) Hvorfor har man ikke anlagt den midlertidige vej til Hovedengen med tilslutning til krydset Seminarievej / Saltgade. Nu ligger vejen klos op ad LIDL bygningen med dårlige oversigtsforhold.
Mangler lys, men ikke Benny Andersens ansvar
En henvendelse om, at der mangler lys på den midlertidige vej, har RYK IND RIBE ikke arbejdet videre med, men husk blot, at det er ikke en opgave, som medarbejderne fra entreprenørfirmaet Benny Andersen har ansvar for. De skal primært nu grave og foretage grundvandssænkning. Hele strækningen i Sct. Peders Gade skal kloaksepareres og gravearbejdet følges af arkæologer fra museum Vest. Når de forretningsdrivende kan tage det hele med et smil og en god snak, så kan alle vi andre også.
Den gode tone kan bringe faktuel viden, som vi alle kan have glæde af.