Tekst & Foto: Johnny Tauman
2. februar 2021
– Næsten hver dag får jeg besøg af fotografer, som kappes om at tage det mest unikke billede af solnedgangen over Vadehavet. De mest kendte er Lars Roed, Torsten Troelsen og Jens Karsten Jørgensen, lyder det fra kvinden, som har den bedste plads, ”Fru Ingeborg”. – Og de kommer troligt med deres udstyr – og får taget billeder, som mange beundrer – og de er fantastisk flotte.
Men også hr og fru Jensen får med mobilkamera unikke optagelser – uden at ænse fruen på toppen.
Hvem er “Fru Ingeborg”?
Måske kender du ikke slet ikke ”Fru Ingeborg”, som fra toppen af stormflodssøjlen ved Mandø Ebbevej, skuer ud over vadehavet. Det er træskærer Axel Okholm, der har stået for udformningen, hvor søjlen har flodemål for bla. 1923, 2005, 1991 og tredje højest 1999 – orkanen. De to øverste viser årene 1825 og 1634.
En stormfuld dag ved Ebbevejen er altid betagende
Når Kystdirektoratet taler om 100 års hændelser. Men gennembruddet af Rejsby-diget i november 1981 lige syd for V. Vedsted skal ikke gå i glemmebogen. Vinden pressede for alvor vand ind i Vadehavet. Det var orkanagtigt – og da vandet ikke trak sig tilbage ved ebbe, kom der stort pres på digerne. Kort før højvande om eftermiddagen brød vandet gennem det gamle Rejsby dige.
Mon ikke snart en forstærkning af bla. Ribe-diget skal på den politiske dagsorden?
Sagnet om Fru Ingeborg er gengivet fra Arkiv.dk
”Okholm hedder de 4 gårde, der ligger Nordvest for Vester Vedsted By, ved Bækken og er en lille by for sig. I gamle dage skal her have ligget en Sørøverborg.
Borgherren Okke eller Aage, drog ud paa Vikingetogt, alt imens hans Hustru Fru Ingeborg, ene sad hjemme paa Borgen.
Der gik aar og dag, og forgæves ventede hun sin Husbonds Hjemkomst. Hver aften naar Solen var ved at gaa ned, gik hun ned til Havet, hvor hun længe stod og spejdede ud over bølgen efter Skibet der skulle føre ham hjem. Men forgæves – han vendte aldrig mere tilbage.
Til sidst døde Fru Ingeborg da af længsel og sorg; men Døden bragte hende dog ikke Ro. I maaneklare Nætter når Vestenvinden i blide Drag strøg ind mod Kysten, saas hendes genfærd, indhyldet i hvidt Klædebon, staaende på Brinken nede ved Stranden. Hendes haar flagrende i Vinden, mens hun med haanden skyggende over Øjnene stirrende ud over Bølgen.”