Tekst Hasse Jørgensen, foto privat. Søndag den 13. maj

I weekenden var de talentfulde kæmpere fra Ribe Ju-Jutsu til stævn i Holland. Stævnet bestod af 2 stævner: Dutch Open for aldersklasserne U18, U21 og seniorer samt European Cup for aldersklasserne U14 og U16. EC er de uofficielle europamesterskab for børn. Det blev til to flotte sølvmedaljer til Ribe-kæmperne.

I U18 havde klubben kæmperne Julie Jensen, Jacob Lund og Jakob Bergsted. I U16 Gustav Bøge og Philip Prien Tobiasen og i U14 Victor Prien Tobiasen.

Philip Prien Tobiasen vandt sidste år bronze og skulle se, om han kunne lave tilsvarende præsentation i år. I første kamp stod han over for en belgier, som han besejrede forholdsvis stort. Derefter tabte han mod en hollænder, og i opsamlingspuljen tabte han mod en italiener, der vandt på en scoring i sidste sekund. Rigtig ærgerligt, da han havde været foran det meste af kampen.Jacob Lund fik to ærgerlige nederlag. Det første mod en belgier, hvor han var foran med 6 point men til sidst tabte med 1. Sidste kamp var mod en polak, som han ville have vundet over, hvis ikke det var fordi polakken havde fået Fuld Ippon på et holdegreb i de sidste sekunder.

Julie (t.v.) fik en flot sølvmedalje.
Julie Bøgeskov Jensen tabte første kamp mod sin tyske modstander, som hun har kæmpet mod mange gange. Tyskeren kom foran. Julie fik sig kæmpet op igen, men tabte. Sidste kamp var mod en fransk pige, som Julie vandt over før tid på fuld ippon. Dermed blev hun nummer to.
Jakob Bergstedt startede mod en polak, som ret hurtig fik kast og holdegreb til ippon, derfra var det kun et spørgmål om tid, før dommeren gav polakken ippon i del 1, og Jacob tabte før tid på fuld ippon. I bronzepuljen stod han overfor en norsk modstander og igen kom Jakob skidt fra start og tabte.
Victor Tobiasen vandt sin pulje med en kneben sejr over en rumæner og derefter over en hollænder. I semifinalen kæmpede han mod en russer, som ret tidlig fik ippon i del 2 & 3. Victor skulle derfor holde sin lille føring uden at russeren fik ippon i del 1. Det lykkedes, men desværre fik han et “trælår” i sin balle, så han ikke kunne kæmpe finalen mod en anden rumæner og sluttede dermed som nummer to.
Sidste mand var Gustav Bøge Henriksen, og efter at have siddet første runde over mødte Gustav en belgier, som var stærk i del 2. Desværre måtte Gustav indkassere 2 straf for hård kontakt og blev disket. I bronzepuljen mødte han en stærk polak, som besejrede Gustav på Fuld Ippon.

Samlet blev det således til to gange sølv til RJJ til henholdsvis Victor ved European Cup og til Julie ved Dutch Open. Generelt var det et godt stævne med rigtig mange rigtig gode kæmpere og derfor fik kæmperne god erfaring, som de og klubbens trænere kan arbejde med fremadrettet.

Næste større stævne for Ribe kæmperne bliver Danish Open om 2 uger på Sjælland.