Tekst og fotos Hasse Jørgensen, mandag den 26. oktober 2026

– Du bliver først en rigtig god kajakroer, når du har set døden i øjnene, siger et grønlandsk ordsprog.

Susanne Jars har givetvis set døden i øjnene, og det er helt klart, at hun er en dygtig kajakroer. Hun har arbejdet i Grønland fra 2000 til 2006, og ud over arbejdet blev der også tid til nogle fantastiske ture i kajak med gode venner.

Susanne den eneste kvinde, der har roet i kajak langs den grønlandske østkyst, et område, som kun 6 personer har roet igennem siden Gustav Holms tur i konebåd i1883.

Turen gik fra Tasiltag på den midterste del af den grønlandske østkyst til Nanortalik i den syd, en strækning på 1100 kilometer, der svarer til en tur Danmark rundt i kajak, hvilket Susanne Jars også har prøvet.

Alt det og meget mere hørte et halvt hundrede medlemmer af Ribe Pensionistforening om, da Susanne Jars mandag eftermiddag i Ribe Fritidscenter holdt foredrag om sine oplevelser.

På en spændende og meget detaljeret måde fortalte Susanne Jars om alle de farer, der venter en på en sådan kajaktur lige fra store isbjørne, som bedst skræmmes væk ved, at man kigger dem dybt i øjnene og gør sig stor og mægtig ved at slå ud med armene til de store ismængder, der også truer en lille kajak og stormene, der får Voldsom kraft, når de løber ned gennem de lange fjorde og mødes ved fjordenes udmunding.

Som Susanne Jars slog fast, er det vigtigste sikkerheden, men man skal også kunne være i stand til at redde sig selv, for det er ikke sikkert, de, man ror med, kan komme til undsætning på grund af is og bølger. Og så kræver det masser af udstyr i form af geværer, nødblus, tørfoder, isøkser og meget, meget mere.

Noget af det udstyr, Susanne havde med på turene samt materiale og bøger om Grønland