Tekst og foto Torben Ravnborg Nissen, tirsdag den 27. oktober 2026
Poul-Henrik Jensen var 14 år, da festivalen Lyren og Træbenet blev en kulturel åbenbaring for Ribe. I dag er han en del af ledelsen omkring Tønder Festival og arbejder for at give den gamle banegård i Tønder nyt liv. Undervejs går en tråd tilbage til fødebyen – og til spørgsmålet om, hvad der skal ske med Ribe Station.
Poul-Henrik Jensen er født i Ribe i 1959 og er vendt tilbage til byen efter et arbejdsliv, der har ført ham gennem politik, musik, medier og højskoleverdenen.
– Jeg er vendt tilbage, fordi her føler jeg mig godt hjemme. Jeg synes, det er rart at møde de gamle venner og have et netværk her.
Han er i dag næstformand i Tønder Festival Fond og Ejendomsfonden Tønder Station og arbejder som konsulent med kultur og interessevaretagelse.
En åbenbaring i Munkens Have
I 1973 blev musikfestivalen Lyren og Træbenet afholdt i Munkens Have i Ribe for første gang. For den 14-årige Poul-Henrik Jensen blev festivalen, der strakte sig over tre dage, en oplevelse, der viste nye muligheder for byens musik- og kulturliv.
– Det var jo en åbenbaring for Ribe, men det var det også for de mange talenter, som kunne komme og optræde og spille.
– Jeg bidrog ikke så meget med at spille, men mere med monologer, kan jeg huske.
Ifølge PH var Mads Andrup en central drivkraft bag festivalen, der fortsatte op til 1980’erne. Da Munkens Have blev for lille, blev arrangementet flyttet til Kunstmuseets Have.
I et interview med Arbejderen den 4. september 2024 i anledning af Tønder Festivals 50-års jubilæum fortalte Rod Sinclair, der var med til at arrangere Lyren og Træbenet, om forbindelsen mellem de to festivalmiljøer.
– Men det var faktisk i Ribe, det hele startede, forklarede Rod Sinclair.
Ifølge Sinclair kom orkestret Tøndermændene til Ribe og spillede til Lyren og Træbenet. Blandt musikerne var Carsten Panduro, der senere blev festivalleder i Tønder. Tanken om en festival i Tønder blev ifølge Sinclair født i forbindelse med arrangementerne i Ribe.
Musikfesten i Visemøllen i 1974 blev et tidligt skridt, og i august 1975 blev den første egentlige Tønder Festival afholdt. Fra en beskeden begyndelse voksede den til en internationalt kendt festival for Folk- og Roots Musik.
– Der er jo stadig en vis sammenhæng mellem Tønder og Ribe, siger PH og fremhæver de mange mennesker fra Ribe, der gennem årene har engageret sig i festivalen.
Erfaringer fra politik og kultur
Poul-Henrik Jensens arbejdsliv har bevæget sig mellem politik, organisationer og kultur. Han har blandt andet været gruppesekretær for Enhedslisten, direktør for DJBFA og grundlægger og forstander for Jyderup Højskole. Han har desuden været medlem af DR’s bestyrelse.
Erfaringerne bruger han i dag både som konsulent i Policy Group, hvor han især arbejder med kultur og grøn omstilling, og i sit engagement i Tønder Festival.
– Der er jo en synergi mellem mit arbejde som lobbyist i virkeligheden og så Tønder Festival.
Et af hans fokusområder er de almennyttige festivalers vilkår i en branche, hvor store internationale eventvirksomheder fylder stadig mere. For PH handler det om at bevare festivalernes særlige fællesskab.
– Man skal have frivillige, man skal have en begejstring.
Musikarven skal bevares
Tønder Festivals arbejde foregår ikke kun under festivaldagene. Poul-Henrik Jensen er også engageret i Folkemusikarkivet, der indsamler og bevarer materiale fra folkemusiklivet i hele landet. Samlingen rummer blandt andet fotografier, plakater, blade og lydoptagelser fra 1950’erne og frem.
– Det er ikke kun et folkemusikarkiv for Tønder Festival. Det er for hele landet, fra cirka 1950’erne og frem til i dag.
I 2025 blev der desuden etableret et kontor for mindretalsmusik, som arbejder med musiktraditioner blandt Europas nationale og kulturelle mindretal gennem blandt andet koncerter, workshops og foredrag.
Den gamle banegård skal have nyt liv
Da jernbaneselskabet ikke længere ønskede at drive Tønder Banegård, begyndte Tønder Festival i 2022 at undersøge mulighederne for at overtage og udvikle bygningen.
Poul-Henrik Jensen er næstformand i Ejendomsfonden Tønder Station, der arbejder med visionen om at samle musik, arkiv og formidling under samme tag.
Planerne omfatter blandt andet Folkemusikarkivet, en Folkemusikkens Hall of Fame, samt en Hall of Music med faciliteter for sangskrivere og musikere. Ambitionen er at skabe et levende kultursted frem for alene at bruge bygningen til administration og opbevaring.
Men der venter et omfattende arbejde med renovering, lokalplaner og finansiering. PH håber, at de resterende midler kan findes i løbet af 2027. Når renoveringen går i gang, forventer han, at arbejdet vil tage omkring to år.
Blikket vender tilbage mod Ribe
Ribe Station står dermed som et åbent spørgsmål om, hvordan en historisk bygning kan få en ny funktion. Erfaringerne fra Tønder viser, at det kræver en klar vision, samarbejde og solid finansiering.
For Poul-Henrik Jensen mødes trådene fra ungdommens kulturelle åbenbaring i Munkens Have med nutidens arbejde for at bevare musiklivet og skabe nye samlingssteder. Måske kan erfaringerne fra Tønder også inspirere til at give Ribe Station en ny rolle i byens kulturliv.
(Faktaoplysninger under billedet)
Poul-Henrik Jensen kaldet PH, privatfoto
Fakta:
Mads Andrup (1921-2002)
Med det borgerlige navn Henrik Andrup, Han var til daglig kontorchef ved Ribe Stiftsamt. Ved siden af sit embedsarbejde engagerede han sig i Ribes kulturliv og var en central drivkraft bag festivalen Lyren og Træbenet.
Rod Sinclair
Skotsk sanger, sangskriver og multiinstrumentalist fra Fife i Skotland. Han har boet i Ribe siden begyndelsen af 1970’erne og har gennem mange år været en markant skikkelse i dansk folkemusik. Han har blandt andet været mangeårig musiker og i en periode kunstnerisk leder af Tønder Festival og lektor ved Ribe Statsseminarium. Medinitiativtager til festivalen Lyren og Træbenet.
Poul-Henrik Jensen (PH)
- Født i Ribe 27. juni 1959.
- Oplevede Lyren og Træbenet i Munkens Have som 14-årig og medvirkede med monologer.
- Tidligere gruppesekretær for Enhedslisten.
- Tidligere direktør for DJBFA (Danske Jazz-, Beat- og Folkemusikautorer).
- Grundlægger og tidligere forstander for Jyderup Højskole.
- Tidligere medlem af DR’s bestyrelse.
- Seniorpartner i Policy Group med fokus blandt andet på kultur og grøn omstilling.
- Næstformand i Tønder Festival Fond og Ejendomsfonden Tønder Station.
- Engageret i udviklingen af Folkemusikarkivet og planerne om at udvikle Tønder Station til et kultursted med arkiv, Hall of Fame og faciliteter for sangskrivere og musikere.
Ribe Banegårdsbygning, arkivfoto





































































