Tekst og foto Hasse Jørgensen, fredag den 30. oktober 2026
– Vi hører kun det dårlige, men vi skal også huske det gode, når der er noget at rose.
Ordene kommer Ilze Méness Bernbom, og hun taler om specialafsnittet på Vittenbergskolen. Et afsnit for børn med specielle behov, og som netop er flyttet ind i renoverede lokaler i seminarieHuset.
Iilze Bernbom har et barn i specialafsnittet, og Iilze Bernbom understreger, at de altid har været glade for specialafsnittet.
– Vi har god kontakt til skolen. Vi får informationer, når der er noget, og det er mit indtryk, at det personale, der er i centeret, har været der gennem lang tid. Vi har kontakt med forældre i andre kommuner, og vi hører ofte om, at der er en stor udskiftning af personalet og mange vikarer ind over.
– Selvfølgelig har vores dreng også oplevet vikarer, men slet ikke i det omfang, man hører om i andre specialcentre og i mange folkeskoler, siger Iilze Bernbom, der fortsætter;
– Nu er centeret flyttet ind i nye lokaler, og det er som om, det har givet et ryk op ad. Vores dreng er inde i en god udvikling. Han er glad for skolen, og om det er lokalerne, pædagogerne eller en kombination af begge dele, skal jeg ikke gøre mig klog på.
– Men det er en kendsgerning, at de fysiske rammer er langt bedre nu. Der er ofte brug for ene undervisning, og det er der langt bedre muligheder for i de nye lokaler, end der var i de gamle. Tidligere havde de et lille køkken til hjemkundskab. Nu har de et stort, dejligt køkken, hvor de virkelig kan lave noget.
– Mulighederne for at komme ud er også blevet væsentligt bedre, og sådan er det hele vejen igennem.
– Der er grund til at hylde de lærere og den afdeling, der knokler hver dag og virkelig har formået at skabe en ramme, hvor eleverne er glade at komme og vi som forældre er trykke ved at sende børnene hen, slutter Ilze Bernbom.



































































