Tekst: René Jørgensen foto: Colourbox
30. september 2026.
Ny undersøgelse placerer Esbjerg blandt Danmarks bedste kommuner på ældreområdet
Esbjerg Kommune ligger på en flot syvendeplads i en ny landsdækkende kortlægning af ældreområdet, som mediet NB-Ældre har udarbejdet.
Esbjerg Kommune har netop opnået en flot syvendeplads i en kortlægning af ældreområdet blandt landets 98 kommuner, som mediet NB-Ældre har udarbejdet sammen med et ekspertpanel.
Formand for Sundhed, Omsorg & Socialudvalget i Esbjerg Kommune, Tina Skov Larsen, glæder sig over den flotte placering:
”Det er en stor anerkendelse og et kæmpe skulderklap til alle de dygtige medarbejdere på ældreområdet, der hver dag lægger et stort arbejde i at skabe de bedste rammer for et godt og værdigt liv med livskvalitet for kommunens ældre. Vi vil selvfølgelig fortsætte indsatsen, så vi kan fastholde positionen som et af de bedste steder i Danmark at få ældrepleje, siger Tina Skov Larsen.
Esbjerg klarer sig særligt godt på tre områder
Kortlægningen bygger på 18 forskellige parametre fordelt på faglighed, medarbejderkontinuitet, service, tilfredshed, helbred og boliger.
Esbjerg Kommune klarer sig særligt godt, hvad angår antallet af genindlæggelser blandt både hjemmeboende ældre og plejehjemsbeboere og på ventetiden til en plejebolig.





































































