Tekst og foto: René Jørgensen
21. august 2026.
Rock’n’Roll er direkte farligt, sagde politiet
Da rock’n’roll kom til Danmark i 1956, var det ikke ligefrem med røde roser. Tværtimod. Aviserne skreg op, politiet advarede, og de voksne frygtede, at den nye musik ville få ungdommen på afveje. Men rocken lod sig ikke stoppe. På lørdag ruller den igen ind over Postgaarden – denne gang med gråt hår, kortere frisurer og masser af volumen.
Rock’n’roll er direkte farligt.
Sådan lød det angiveligt fra politiet, da den nye musik i 1956 begyndte at brede sig i Danmark. Og hvis man dengang troede, at et par formaninger, nogle bekymrede forældre og et par avisoverskrifter kunne standse rockfeberen, tog man grueligt fejl.
Rock’n’roll kom som et elektrisk stød gennem ungdommen.
Der blev protesteret. Der blev advaret. Der blev rynket på næsen. Og der blev talt om, at den amerikanske musik kunne få katastrofale følger for den danske ungdom.
Det gik så stærkt, at det forlød, at både Skåne og Jylland stod for tur til at blive inficeret af den nye musik. Og den blev.
Fra ungdomsoprør til kulturarv
I dag er det svært at forestille sig, at musik kunne udløse så meget ramaskrig. Men for de unge i 1950’erne var rock’n’roll noget helt andet end endnu en musikgenre.
Det var frihed. Det var larm. Det var oprør.
Og ikke mindst var det en måde at gøre tingene på, som forældrene ikke nødvendigvis forstod.
På lørdag mødes nogle af de unge, der dengang blev beskyldt for at høre for meget rock – eller måske bare for at høre den for højt.
De er blevet lidt ældre. Håret er blevet kortere og mere gråA, i hvert fald hos mændene. Kvinderne? De ligner sig selv.
Men musikken har de ikke sluppet.
Ribe kunne også rocke
Historien om Ribe-rockens særlige liv begyndte for alvor at blive samlet op i forbindelse med udgivelsen af bogen Riber Rock i 2004.
For allerede fra begyndelsen af 1960’erne viste ripenserne, at den klassiske rockmusik sagtens kunne få vinger – og højttalere – i Ribe.
Der blev filet på strengene og skruet op gennem Selmer- og Vox-forstærkerne.
Navne som Me & The Others og Different Colours blev en del af den lokale rockhistorie, og blandt de musikere, der satte deres tydelige aftryk, finder man blandt andre Henning og Gunnar Klausen samt Jens Ejner Lohmann.
Navne, der for de rigtige ripensere stadig kan få det til at gibbe i rockmusklen.
Dengang forældrene ville have lærepladser
På lørdag bliver der mulighed for at skrue tiden tilbage.
Johnny Nørgård – tidligere Ribe-dreng og for altid ripenser – går på scenen sammen med Hit Waves.
Det bliver en tur tilbage til en tid, hvor det næsten føltes som en forbrydelse at være vild med tonerne fra radioen.
Hvor unge mennesker drømte om at spille musik, mens forældrene måske hellere så, at de fik sig en ordentlig læreplads.
»Det dér orkesterpjat« havde næppe den store fremtid, mente de voksne.
De tog fejl.
For rocken forsvandt ikke.
Den voksede.
Og den blev en del af den danske musikalske kulturarv.
Rocken nægter at dø
På lørdag står også Old School og The Shakers på programmet, når Rock på Postgaarden inviterer til genhør med en tid, hvor rock’n’roll var farlig, fræk og frygtet.
I dag er den blevet nostalgi.
Men kun på papiret.
For når guitarerne sættes til, trommerne slår, og forstærkerne begynder at brumme, er der stadig noget af den gamle oprørsånd tilbage.
Rocken har overlevet politiets advarsler, forældrenes bekymringer og årtiernes musikalske omskiftelser.
Og på lørdag bliver der igen skruet op.
Rock på Postgaarden er udsolgt.
Så meget for den farlige musik.
