Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto, mandag den 24. august 2026
Vibrationsmålinger og trafikmålinger gennemført i sommeren i år viser, at de bygninger, der er målt på, ikke har været udsat for så store vibrationer grundet trafikken, at det har kunnet medføre bygningsskader.
Vibrationerne, der skyldes trafikken, ligger for alle de målte huses vedkommende under grænseværdien. I et par måleresultater er tallene så høje, at firmaet Geo Consult vurderer, at de vibrationer ikke skyldes trafikken og dermed påvirkning af husene men i stedet skyldes påvirkninger af selve måleudstyret. Hvilken påvirkning, der er tale om, oplyses ikke.
Resultatet af denne sommers målinger stemmer overens med tidligere målinger på huse i den indre del af Ribe.
De huse, der er målt på i denne omgang, er to i Grydergade, et i Nygade og to i Sønderportsgade. For de to sidstnævntes vedkommende ikke langt fra Sønderport, hvor hastigheden på de biler, der kører ind i byen, generelt er høj.
Ud over vibrationsmålingerne, har der også været gennemført en trafikanalyse i Sønderportsgade, Nygade og Grydergade.
Her viser tallene, at hastigheden ligger en del over de 15 km i timen, som anbefales i den indre by. Til gengæld ligger hastigheden væsentligt under de 50 km i timen, som det er tilladt at køre i den indre by.
For Sønderportsgade viser tallene, at gennemsnitshastigheden er 22,7 km i timen, for Grydergade 20,5 km i timen og for Nygade 22 km i timen.
Hvad angår antallet af biler var der i måleperioden i Sønderportsgade 822 personbiler i døgnet, 128 biler med en længde mellem 580 og 1250 cm, altså varebiler og mindre lastbiler, samt 3 større lastbiler med en længde over 1250 cm.
For Nygade er de tilsvarende tal 689, 50 og 3 og for Grydergade 786, 51 og 4.
Det er Geo Tech der på kommunens foranledning har foretaget målingerne. Tallene fremgår af den rapport, Geo Tech har lavet og afleveret til kommunen, og som Ryk Ind Ribe er kommet i besiddelse af.
Målingerne er udført fra den 29. juni til den 13. juli.








































































