Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, mandag den 24. august 2026

Det projekt, der skal hjælpe unge piger – specielt badmintonspillere – med overgangen fra ungdom til seniorer, er nu kommet så langt, at projektet som planlagt er flyttet til Vietnam, hvor en af initiativtagerne, Karoline Klaaby, der kommer fra Egebæk-Hviding, nu opholder sig med flere af projektets deltagere.

Som optakt til projektet og for at samle sponsorpenge ind, deltog Karoline Klaaby sammen med kusinen Katrine Klaaby, Gredstedbro, i et maratonløb i Esbjerg, og det gik godt.

Projektet har fået navnet ”What about the girls?”, og det handler som nævnt om at hjælpe sportspiger i overgangen fra ungdom til senior, hvor erfaringen viser, at mange unge piger stopper med deres sport længe før deres egentlige potentiale er udløst.

Flere lokale virksomheder bakker op om projektet, og nu fortæller Karoline Klaaby i en mail fra Vietnam, hvordan det var at løbe maraton og hvordan det går med projektet lige nu.

– Katrine og jeg gennemførte nok løbet på en mere utraditionel måde, end man ellers ville gøre. Vi ville gerne vise andre, at der findes flere løsninger til at indsamle ressourcer – og at arbejde hårdt for det man vil. Men at maratonet også fik en symbolsk betydning. For et maraton er ikke bare en lige vej med roser ved vejkanten. Den udfordrede og lærte os en vigtig træning. Noget som der kan nikkes genkende til i mit udviklingsprojekt, for det handler ikke kun om atleten. Det handler om at guide, hjælpe og forvandle det menneske, der er bag atleten.

– What About The Girls er et internationalt udviklingsprojekt for badminton piger, der ønsker at blive selvstændige, stærkere og dygtigere atleter. Lige nu er projektet i Vietnam, og her er vi i fem måneder. Både med danske, vietnamesiske og hollanske spillere – samt stor interesse fra andre europæiske lande.

– At tage pigerne ud af deres komfortzone og ikke kun fokusere på det sportslige med 25+ timers træning, men også de individuelle behov som menneske, er en unik måde at få spillerne til at udvikle sig hurtigere til deres fulde potentiale. Deres perspektiv bliver større – hvilket man har brug for, når man kigger på udviklingen af unge mennesker i dag. Deres syn er meget snævert, hvilket begrænser dem i mange ting, ikke kun sportsligt.

(Artiklen fortsætter under billedet)

– Derudover vil projektet forsætte, når vi kommer tilbage til Danmark – og Europa. Når vi kommer tilbage til Danmark, har jeg min vietnamesiske sparringspartner, Vy, med, som jeg har arbejdet tæt sammen med de sidste par år. For vi ønsker at videredele vores approach og hvordan flere kulturer kan spille sammen. Det er en revolutionerende tankegang til træningsmetoder, og vi ønsker ikke kun at inspirere andre til at tage større initiativ til deres udvikling. Vi ønsker, at de skal tage ansvar. Det er det, vi viser og arbejder med gennem projektet

Om det at løbe maraton fortæller Karoline:

– Det er historien fra april om to personer, der ALDRIG var ment til at være maratonløbere. Vi var ikke eksperter. Det behøvede vi heller ikke at være. Formålet var større end selve disciplinen. At løbe et maraton er ikke bare en fysisk udfordring. Det er her, man virkelig mærker, hvad det vil sige at være menneske. At løbe et maraton for en sag ændrer hele præmissen. Distancen er ikke længere kun min. Den er vores. Hvert skridt bærer ikke kun min egen viljestyrke. Det bærer et formål. Et formål, der rækker ud over en selv. Det giver smerten en anden form for mening.

– Undervejs var der øjeblikke, hvor min krop sagde “stop”. Det er i de øjeblikke, at illusionen om kontrol forsvinder. Men der var også noget andet. Midt i smerten opstod der øjeblikke af lethed. Små glimt. Det var ikke en konstant følelse, men den var der. Og måske var det netop det, der betød så meget. Kontrasten. Kontrasten forvandler oplevelsen. Uden kvalme, ingen lettelse. Uden tvivl, ingen stolthed. Der var også en særlig form for nærvær. Når man har været tæt på at give op, får selv de mindste ting betydning: et skridt, der føles lettere, en tilskuer, der hepper, et skift i perspektiv. Man er fuldt til stede lige dér i øjeblikket. Ikke i fortiden, ikke i det, der mangler. Man bevæger sig fremad.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Der er noget paradoksalt ved, at vi fandt ro i noget så krævende. Midt i travlheden og larmen opstod der stilhed. Det vidner om, at ro ikke nødvendigvis findes i fraværet af sport, men i rytmen af noget, der giver mening.

– Løbet blev en metafor for projektet. At skabe forskellige udviklingsrammer for piger i badminton er heller ikke en spurt. Det kan være en lang og hård proces. Der vil være modstand, træthed og øjeblikke, hvor det virker lettere at stoppe. Hvis man kan tage ét skridt mere – og så endnu et – kan noget, der virker uoverkommeligt, langsomt blive muligt. Udholdenhed og tålmodighed skabte et råt løbe-kunstværk. Et kunstværk fyldt med følelser, og samtidig noget, der er guld værd.

– Vi vil gerne sige en dyb tak til de lokale virksomheder i Ribe der har støttet og været med til at kickstartet projektet. Det synes jeg også er smukt, at en lille lokal by som Ribe, kan støtte om noget så stort som dette projekt, der allerede har bredt sig internationalt.

De lokale firmaer, der har støttet projektet, er Ib Laursen, Vadehavsbageriet, Ribe Fritidscenter & Svømmebad, Pompei, Klaaby’s Pandekager og Vognsbølparkens Marathon.

Karoline fortæller, at der stadig søges sponsorer, der vil være med hen over de næste tre år. De kan kontakte Karoline på mail karolineklaaby@gmail.com Projektet kan også følges på Facebook “WhatAboutTheGirls?”