Tekst Torben Ravnborg Nissen, foto René Jørgensen, lørdag den 4. juli 2026

Fredagens program ved Sommeraftener i Museumshaven blev en aften i rockmusikkens tegn. Fra Flemming Bevensees melodiske og personlige sange over Belli-bandets egne fortolkninger af et udvalgt repertoire fra Peter Bellis store sangskat til Madsens rå og ubesværede rockunivers blev publikum ført gennem flere generationer af dansk musik.

Det begyndte i den blødere afdeling med Flemming Bevensee Trio. Flemming Bevensee, Martin Pagaard og Mads Jørgensen skabte en varm og nærværende åbning på aftenen med sange, der tog afsæt i det levede liv. Der var både eftertanke, melodi og en energi, som nåede langt ud over scenekanten.

Flemming Bevensee er et kendt navn på den lokale musikscene, selv om hans egentlige indtog som sangskriver og udgivende musiker kom forholdsvis sent. Han har fundet sin egen plads som både troubadour og frontfigur i et band, og fredag aften stod sangene sikkert i samspillet med de to musikere omkring ham. Det var velspillet, ligefremt og båret af en tydelig glæde ved musikken.

(artiklen med flere billeder herunder)

Belli – stemmelighed men helt sin egen

Herefter blev udtrykket noget mere rockpræget, da Michel Belli og bandet indtog scenen sammen med arrangør Troels Skjærbæk, der er en fast del af bandet.

Michel Belli har været i Ribe mange gange før, men aldrig som den, der selv skulle på scenen.

– Nej, langt fra. Her har jeg været mange gange, men jeg har aldrig spillet her før, fortalte han, da Ryk Ind Ribe mødte ham før koncerten.

Musikken og livet på landevejen kom tidligt ind i hans liv. Meget tidligt.

– Jeg var faktisk to år, da jeg kom med på landevejen, så jeg har fået miljøet og sangene ind med modermælken. Jeg har lært det ved at være på turné hele mit liv.

Som søn af Peter Belli blev skolegangen derfor ikke helt som for de fleste andre børn.

– Det var ind og ud af skolen, og Peter blev da også kaldt op til skoleinspektøren og fik læst og påtalt. Men han tog det meget roligt og forklarede den særlige situation, vi stod i. Det var skolen også bevidst om.

Et råd fra Peter Belli blev stående hos sønnen.

– Han sagde til mig: Hvis du ikke prøver, ved du ikke, om det ville lykkes. Prøv det. Og hvis du vil lære det ordentligt, så skal du ud at spille.

Det gjorde Michel Belli. Og mange år senere, ved et spillejob, blev han opsøgt af en mand ved navn Birger. Det viste sig at være hans gamle lærer.

– Han ville egentlig bare høre, om jeg havde opnået det, jeg drømte om. Og det måtte han jo konstatere, at jeg havde, siger Michel Belli med et smil.

I årene op til Peter Bellis tilbagetrækning i 2017 var Michel Belli tæt på sin far – både som musiker og som en del af arbejdet omkring ham.

– Jeg var hans wingman i mange år. Det var både på scenen og i alt omkring hans musik. Jeg skrev også nogle sange til ham.

Peter Bellis sangkatalog spænder vidt – fra de store, folkelige omkvæd til de mere eftertænksomme sange – og Michel Belli gik til materialet med både respekt og sin egen personlighed i en mere rockpræget tilgang.

Stemmeligheden mellem far og søn er slående, men Michel Belli nøjes ikke med at efterligne. Han har sit eget udtryk og en lidt genert attitude, men også en sikker sceneautoritet. Med et særdeles velspillende band i ryggen fik sangene både tyngde og fremdrift. Det var musik, der hurtigt fik publikum med, og som flere steder sendte folk op af stolene.

Efter faderens død har det imidlertid taget lidt tid at finde ind til sangene igen.

– Jeg har ikke haft svært ved at tage hans musik til mig, men har jo mit eget med Den Syvende Søn. Men da jeg i 2023 modtog en pris på min fars vegne – en pris, han selv skulle have modtaget, hvis han ikke var gået bort få måneder før – fik jeg så mange tilkendegivelser om, at jeg skulle synge hans sange, at det voksede i mig.

– Og selv om min stemme ligger tæt op ad hans – for at sige det mildt – fortolker jeg de udvalgte sange på min helt egen måde.

Det var også tydeligt i Museumshaven. Der var respekt for arven, men ikke forsigtighed. Michel Belli tog sangene på sig og gjorde dem til sine egne.

– Det er virkelig skønt at møde min fars publikum, både unge og ældre, og mærke, hvor højt han var skattet, siger han.

Belli-familien boede i mange år i en campingvogn, der stod midt i Valby i det lille Annexstræde ganske tæt på Valby Kro, hvor Peter ofte slog et smut omkring. Michel husker da også stedet med et lille smil og varme tanker. Det var et af de brune, folkelige værtshuse, hvor Peter holdt af at møde mennesker.

Madsen for fuld udblæsning

Efter en pause var det Rasmus Madsen og bandet Madsen, der tog over. Her blev der ikke lagt fingre imellem, og hvis man troede, man allerede havde fået rockmusik for fuld udblæsning, måtte den opfattelse hurtigt revideres.

Johnny Madsens sange kom med både slid, skævhed, humor og den særlige vestjyske rocktyngde, som har gjort dem til en del af dansk musikhistorie.

Rasmus Madsens stemme ligger tæt på faderens – til tider næsten så tæt, at man et øjeblik kan glemme forskellen. Men forskellen er der. Ikke som et brud med det velkendte, men som en ny klang og en anden tilstedeværelse, der giver sangene deres eget liv.

Rasmus Madsen besidder også sin egen underfundige humor, som på ingen måde virker fremmed i universet. I anekdoterne om faderen mellem numrene fik publikum virkelig noget at grine ad.

– Jeg kan godt høre, at jeg ligner Johnny, når jeg synger, men jeg synes ikke, jeg gør, når jeg taler, fortalte Rasmus Madsen til undertegnede. Men der er overhovedet ikke noget bevidst i det. Sådan er det bare faldet ud.

Det garvede band, hvor flere musikere også spillede med Johnny Madsen, lød som et band, der kender stoffet indefra. Der var ingen behov for store armbevægelser eller smarte effekter. Musikken stod på egne ben: solid, levende og med den slags overskud, der kun opstår, når dygtige musikere spiller sammen gennem mange år.

Aftenens måske mest bevægende øjeblikke opstod, da Michel Belli dukkede op igen under Madsens koncert for at synge sin fars parti i ”En at blive som”. Og Knud Møller ditto kom ind hos Belli og i den grad leverede varen i sin egen sang ”Har du nogensinde set København fra en DC-9”.

Det blev et fint møde mellem to musikalske arvtagere – og mellem to markante stemmer, der har sat deres præg på dansk rock og pop gennem årtier.

Ikke et øje var tørt. Det var smukt.

Man må håbe, at Madsen-projektet vil køre nogle år frem, idet Rasmus Madsen har lovet sig selv at indstille solokarrieren til fordel for familien andre opgaver inden for branchen.

For undertegnede var det noget af den mest helstøbte danske rock, der er oplevet live i meget lang tid – med mindelser om dengang Det Ganske Lille Band omkring CV Jørgensen og andre af 1970’ernes danske rocknavne kunne få et spillested til at sitre.

Fredag aften blev dermed ikke blot endnu en koncert i Museumshaven, men en aften med både lokal forankring, musikalsk arv og ægte rock’n’roll.

På tirsdag bringer Ryk Ind Ribe en reportage omkring hele eventet Sommeraftener i Museumshaven.

(en serie af billeder fra  fredag aften herunder)

 

“Har du nogensinde set København fra en DC9”

“Den gamle gøgler rejser nakken”

Blandt publikum sad en gammel kending, Henrik Laurvig, der i mange år var Johnny Madsens maneger