Tekst og foto: Renè Jørgensen
14. august 2026.
Når solen går ned, og Danmark synger
En smuk augustaften ved Ribe Kammersluse. Omkring 300 mennesker havde taget imod invitationen til en sangaften ved diget, arrangeret af Marianne og Kjeld Andresen fra Sdr. Farup. For tredje år i træk blev der budt på fællessang, musik og sommerstemning – denne gang som en hyldest til de danske kunstnere og den sangskat, der gennem generationer har sunget sig ind i vores fælles historie.
Musikken blev igen leveret af far og datter, Peter og Maria fra Tjæreborg, som havde sammensat aftenens program med udgangspunkt i de danske kunstnere, der findes på en top-100-liste. Og hvad kunne være en smukkere begyndelse end Albertes Lyse Nætter, som også indtog førstepladsen på listen? Allerede dér var stemningen sat.
Men aftenen blev mere end en hyldest til kunstnerne. Den blev en hyldest til fællesskabet.
Mens solen langsomt sænkede sig over landskabet, og det gyldne lys lagde sig over vandet, sad mennesker tæt sammen på diget med sangark i hænderne. Svalerne fløj lavt over os, Esbjerg Havn tegnede sig i baggrunden, og fårene på markerne måtte undrende følge med i, hvad alle disse mennesker dog havde gang i på diget. Selv områdets faste beboer, en sæl, lod sig lokke til at stikke hovedet op over vandkanten for et øjeblik at se, hvad der foregik.
Det var en af de aftener, hvor naturen næsten syntes at være en del af programmet. Temperaturen var behagelig, lyset blødt, og en lille forfriskning i hånden gjorde kun aftenen endnu bedre. Solens stråler spejlede sig i vandet, og for en stund virkede det, som om tiden stod stille.
Også de to foregående år har der været sangaftener ved Kammerslusen. Første år var temaet venskab og krig, og sidste år var det freden, der blev hyldet. John Mogensen, Lis Sørensen, Sebastian og mange andre danske kunstnere har allerede fundet vej til sangene ved diget. Enkelte engelsksprogede sange sneg sig også ind – blandt andet fra Christoffer og The Beatles – for sangglæden kender heldigvis ingen grænser.
Og når musikerne spillede de sange, som publikum kendte, blev der ikke holdt igen. Så blev der sunget med. Nogle sang højt, andre lidt mere forsigtigt, og enkelte måtte måske lige lytte til sidemanden for at finde den rigtige tekst. Men det gjorde ikke noget. For det var netop det, aftenen handlede om: at synge sammen.
Til sidst lød spejdersangen Nu er jord og himmel stille. For dem, der ikke havde været spejdere, var det bare at lytte til sidemanden – for flot lød det, da de mange stemmer fandt sammen i den stille augustaften.
Men inden den sidste sang fik vi Solen er så rød mor, med melodi af Carl Nielsen. Og netop dér blev det tydeligt, hvad fællessangen kan. Pludselig løftede omkring 300 stemmer sig mod den varme aftenhimmel, mens solen kastede sit sidste gyldne lys over vandet.
Måske er det netop dét, der gør de danske sange så særlige. De er ikke kun melodier og ord. De er minder, følelser og fortællinger, som vi deler. De kan få mennesker til at mødes, synge sammen og for en stund glemme alt det, der ellers fylder.
Fællessang og fællesskab hænger uløseligt sammen med den danske sangskat.
Og på sådan en augustaften ved Ribe Kammersluse bliver det næsten umuligt ikke at tænke: Hvad kan være smukkere end mennesker, der synger sammen, mens solen går ned over marsken?
Flere billeder under teksten
