Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, torsdag den 13. august 2026
Et spørgsmål om, hvorvidt Esbjerg Byråd skal have endnu et parti, skal byrådet selv afgøre på sit møde mandag med start klokken 17.
Det er de to løsgængere Michael Harbøll og Hans Erik Møller, der har dannet partiet “Demokratilisten Esbjerg Kommune”, liste D, og de to vil fremover gerne repræsentere dette parti i byrådet.
Det er udelukkende op til byrådet at beslutte, om det kan lade sig gøre. Godkender byrådet det, betyder det også, at “Demokratilisten Esbjerg Kommune”, liste D vil blive nævnt i alle relevante henvendelser fra kommunen, ligesom det er tilfældet med de øvrige partier i byrådet.
Hvis byrådet godkender ønsket, vil “Demokratilisten Esbjerg Kommune”, blive det 10. parti i byrådet, idet Venstre, Socialdemokratiet, SF, Konservative, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Radikale Venstre, Danmarks Demokraterne og Enhedslisten i forvejen er repræsenteret.
Både Michael Harbøll og Hans Erik Møller meldte sig ud af Socialdemokratiet i forbindelse med den store uro, der var i partiet både før og efter det seneste valg.







































































