Tekst og foto Hasse Jørgensen, torsdag den 13. august 2026
Forberedelserne til det kommende Ribe-spil er nu så langt fremme, at der om kort tid sættes ord på det stykke, der skal opføres.
Folkene bag Ribe-spillet har hyret dramatikeren Randi Lindholm Hansen, København, til at skrive stykket, og hun er i disse dage i Ribe, hvor Ryk Ind Ribe mødte Randi på cafe Quedens til en lille snak om det kommende stykke.
Men det er endnu ikke meget, Randi kan røbe om handlingen: – Jeg er i research fasen. Om halvanden eller to måneder begynder jeg på skrivefasen, og jeg afleverer noget inden årsskiftet. Det er jo meningen, at stykket skal opføres til næste sommer, og så skal de medvirkende have foråret til at øve sig i, fortæller Randi.
Det er klart, at handlingen tager sit udspring i Ribe: – Der er så mange, gode historier i Ribe, så i øjeblikket samler jeg til bunke og så må jeg senere sortere. Men det må gerne være en historie om Søhale, og så er der jo også mange historier om de stærke kvinder i Ribe og heksene. Der er mange ukendte faktorer, og det er kun tiden, der giver mulighederne.
– Det er nok også givet, at historien om den store handelsby, kommer med.
Randi fortæller, at hun nu begynder at læse om Ribe og byens historie.
– Kommer du tilbage, eller skriver du i København?
– Jeg regner med at komme tilbage flere gange. I øjeblikket bor jeg på Den Gamle Avlsgård, og det er jo et fantastisk sted at sidde og skrive, fortæller Randi, der også er begejstret for Ribe og de gamle huse.
– Det er dejligt at opleve byen. Det er meget nærværende at være her, lyder det.
Da planerne om et nyt Ribespil kom frem, var der også ideer om, at det skulle være en vandreforestilling, der bevægede sig rundt til forskellige destinationer. Om det bliver sådan, eller om det bliver et fast spillested, er ikke afgjort, men Randi tror, det sidste er mest sandsynligt: – Vi leder efter en spilleplads i øjeblikket, og der er rigtig mange muligheder i Ribe.
Fakta
Randi Lindholm Hansen stammer fra egnen syd for Herning tæt på brunkulslejerne, der også rummer masser af historie. Hun har altid haft lyst til at skrive og flyttede som ung til København. Her læste hun engelsk på universitetet i Malmø. Med et perfekt engelsk i bagagen var det nærliggende at studere i London på det berømte universitet Goldsmiths. Her fik hun en master i filmmanuskript, og ad omveje kom Randi også til at skrive drama og andre ting. For otte år siden slog hun sig ned i København som dramatiker og har skrevet teater, filmmanuskripter og meget mere.







































































