Tekst & Foto: Johnny Tauman
8. juni 2024

Det var en glædens dag for de mange lokale cyklister og ikke mindst turister, som kan benytte den nye cykelsti fra Ø. Vedsted til Vadehavscentret.

Hvorfor / hvorfor ikke?

Men der er en løsning, som undrer – og der må naturligvis være en forklaring herpå!
Hvorfor er strækningen fra Vadehavscentret til Låningsvejen – Okholmvej, Firskårvej og igen Okholmvej – ændret til en 2-minus-1-vej? Hvor mange mon vil benytte denne strækning?

Havde det ikke været mere naturligt at have lave strækningen Mandøvej til en 2-minus-1-vej?

Langt de fleste vælger jo at køre til Ebbevejen – der er også markeret cykelsti rute dertil (Vestkystruten 1) – og ikke mindst! Esbjerg Kommune beskriver muligheden for at sove i shelters – og de ligger trods alt nærmere Ebbevejen end Låningsvejen.

Udvalgsformandens svar

Udvalgsformand Henning Ravn siger om muligheden for at ændre Mandøvej til 2-minus-1-vej fra Okholmvej til Mandø Ebbevej: – Jeg ved heller ikke på stående fod, om Mandøvej opfylder kriterierne til en 2-minus-1 vej, herunder vejbredde og oversigtsforhold, og tilføjer: – Jeg er i øvrigt heller bekendt med, at der er fremsat ønske herom.

Henning ravn cyklede med ved indvielsen af cykelstien

Henning Ravn har undersøgt baggrunden for, at Okholmvej til Låningsvejen er blevet til en 2-minus-1-vej. Han siger herom: – Da cykelstien fra Øster Vedsted til Vadehavscentret blev planlagt/projekteret, var det på mange måder det muliges kunst. Det medførte bl.a. at sidste etape af cykelstien fra Ulvehøjvej til Vadehavscentret blev Okholmvej. For at sikre de svage trafikanter bedst muligt blev Okholmvej på strækningen ændret til en 2-minus-1-vej.

Muligt at cykle til Mandø

Henning Ravn siger om 2-minus-1-vejen fra Vadehavscentret til Låningsvejen: – På et tidspunkt blev det besluttet at forlænge strækningen som en 2-minus-1-vej, da det faktisk er muligt at cykle ad Låningsvejen til Mandø. Det er ikke tilfældet ad Ebbevejen.

 Seværdighed – EBBEVEJEN og LÅNINGSVEJEN

 Ebbevejen
Ebbevejen fra fastlandet til Mandø stammer fra Ribe-digets bygning i 1914.
På Ebbevejen, der er markeret med koste, er bilkørsel forbudt. Den må kun benyttes af traktorbusserne.

Mandø Ebbevej

Låningsvejen
Låningsvejen er offentlig og kan benyttes, hvis man kender tidevandet og ved, hvornår der er lavvande.
Traktorbusserne som foruden turister også fragter post, gods og skoleelever til og fra Mandø må også indrette sig efter tidevandet.
Låningsvejen er hævet ca. 75 cm. over havbunden. Forskellen på høj- og lavvande ca. 1,75 meter. Tidevandet er afhængig af månen og blæsten.
Turen fra Mandø By til fastlandet er 11 km – deraf er ca. 6 km gennem Vadehavet.

Låningsvejen

(Tekst: Vester Vedsted Landsbyforening og Sdr Farup Grande – arkivfoto: Johnny Tauman)