Tekst Torben Ravnborg Nissen, fotos René Jørgensen, lørdag den 12. september 2026
Efter formiddagens program fortsatte Stafet For Livet på sportspladsen ved Vittenbergskolen med musik, aktiviteter og hyggeligt samvær. Der var blandt andet mulighed for at opleve veteranbiler, spejderaktiviteter og forskellige musikalske indslag. Også børnene havde deres eget program med blandt andet maskotparade og Mini-stafet.
Hen på eftermiddagen fortsatte musikken med 1000 eller ingenting, og klokken 16 var der auktion. Senere tog Futløse over, mens stafettens deltagere fortsætter deres runder på banen.
Lørdag først på aftenen satte regnen sit tydelige præg på Stafet for Livet. Mens deltagerne fortsatte deres runder på den våde rute, søgte flere og flere deltagere, pårørende og gæster ly i det store telt på pladsen.
Regnen så ikke ud til at stoppe, og derfor blev det besluttet at flytte aftenens lysceremoni indenfor. Det ændrede ikke på højtideligheden – tværtimod samlede det mange mennesker tæt omkring lysposerne, hvor lysene blev tændt til minde om dem, der ikke længere er blandt os, og som et symbol på håb for dem, der fortsat kæmper.
På scenen udenfor klarede det lidt op, og her fortsatte højtideligheden. Kirsten Grymer og Mikkel Willerslev stod for sang og musik, inden Stephanie Lose gik på scenen for at holde årets lystale.
En kamp for livet, håbet og fællesskabet
I sin tale beskrev Stephanie Lose Stafet for Livet som et fællesskab omkring mennesker, der på forskellig vis er berørt af kræft.
– Det vigtige er ikke, hvorfor I er kommet, eller hvem I er. For I er allesammen og tilsammen det håndgribelige billede på, at kræft berører.
Kræften rammer ikke kun den enkelte, men også familie, venner og kolleger. Derfor bliver fællesskabet afgørende, lød det fra Stephanie Lose.
– Når en bliver træt, tager en anden over. Når en har brug for støtte, er der andre, der træder til. Sådan fungerer en stafet. Sådan fungerer et stærkt fællesskab.
Ved lysceremonien mindes man dem, der ikke længere er her, samtidig med at lysene bliver et symbol på håb. Lose pegede samtidig på, at flere overlever kræft, men at mange må leve videre med sygdommens fysiske og psykiske følger.
– Kampen mod kræft handler ikke kun om at redde liv. Den handler også om at skabe gode liv efter kræft.
Hun sluttede med en tak til de frivillige, arrangørerne og deltagerne og mindede om, hvad stafetten i sidste ende handler om:
– For livet. For håbet. For fællesskabet. For alle de dage, der stadig venter.
Efter talen fulgte et minuts stilhed, inden de optrædende igen tog plads på scenen og førte an i fællessangen.
Til søndagens program havde formand Betty Madsen noget på hjerte og fortalte om et nyt tiltag søndag formiddag, hvor der er Børnebanko kl. 9.30. Der kan købes bankoplader fra kl. 9.00. Det er for alle børn, da det er med billeder, så de små kan også være med. Der er arrangeret af holdet, der står for børneaktiviteter. Det er tre unge mennesker fra Kolding og København.
(billedserie fra dagen og aftenen herunder)





















































































