Månedens kunstværk: Hans Smidth, Studebefordring på heden, 1906

Tekst og foto Ribe Kunstmuseum, torsdag den 15. april

Til højre i billedet ses en lille gruppe af mennesker. En dame og en herre sidder i en vogn, der trækkes af to tyre. En anden mand står ved siden af den ene tyr. Læg mærke til mandens fod i græsset. Han er også i færd med at gå – han er i bevægelse. Læg også mærke til den ene tyr, dén længst ind mod os. Det ene øje er tydeligt. Det er som om, at den kigger på os. Se godt på øjet. Det synes næsten rødt. Hvorfor mon det? Kan det være, at tyren er træt? Eller syg? Eller kan det være, at det er meget hårdt for den at trække vognen?

Læg mærke til måden, billedet er malet på. Der kommer et varmt lys til syne i venstre side af billedet. Lyset kommer fra solnedgangen i det fjerne, hvor man kan se forskellige nuancer af gul, orange og rosa. Læg også mærke til, hvordan lyset spredes som flammer af ild over det flade landskab, der strækker sig så langt øjet rækker. Vi er på den jyske hede – i en helt særlig natur, som kun kan opleves i Jylland. Her er jorden helt flad. På overfladen af det høje og tætte græs med de lilla lyngblomster, kan man se skæret fra den nedadgående sol. Det er dog ikke tydeligt. Nej, man kan fornemme lyset. Man kan ane det. Også under tyrenes maver og på deres rygge. Det er som om, solens stråler laver en form for lysende kontur på køerne. Derimod falder det anderledes på menneskene. Læg mærke til damen og herren på vognen. Begges ansigter bades i lys.

Der er også noget andet, som er interessant i billedet: Jernbaneskinnerne og det tog, som i røg og damp kommer til syne i det flade landskab. Danmarks første jernbane åbnede i 1844 og bredte sig hurtigt gennem landet i de følgende årtier. Jernbanen var en vigtig del af industrialiseringen: Nu kunne man bevæge sig over lange distancer – og hurtigt. Jernbanen var et tydeligt bevis på en ny tid, et bevis på fremtiden, hvor der skete mange teknologiske fremskridt.

Billedet er malet af kunstneren Hans Smidth, som ofte fandt sine motiver på den jyske hede. Smidth har malet billedet her i 1906, men motivet har han nok fundet årtier forinden – dengang, hvor et damplokomotiv stadig lidt af et særsyn så langt ude på landet. For læg mærke til de tre personers reaktion. Kvinden læner sig lidt væk, ind mod manden ved siden af. Er hun overrasket? Manden kigger slet ikke på toget i det fjerne. Hvorfor mon ikke? Er han ligeglad? Måske kan han ikke lide toget? En, som det gør indtryk på er hunden. Kan du se den? Den er midten i billedet, lige midt i landskabet. Den hvide halespids og de hvide poter afslører den. Prøv at se på hundens ører. De stritter. Den er opmærksom. Den må kunne høre en høj og kraftig lyd. Et damptog larmer også – rigtig meget endda! – særligt i et landskab som dette, hvor alt ellers plejede at ånde fred og idyl.

Om Hans Smidth:

Hans Smidth bliver ført i 1839 i Nakskov på Falster. Senere flytter han sammen med sin familie til egnen omkring Skive i Nordjylland – et område, som Smidth kommer til at knytte stærke bånd til. Ikke kun privat, men også i sin kunst. Smidth tager nemlig på ture langs Limfjorden, Sallingland og Fur for at male og for at tegne. Hér finder Smidth de motiver, som han i dag huskes bedst for: Det danske landskab og livet blandt folk, som bor og arbejder på landet.

I 1861 bliver Smidth optaget på Kunstakademiet i København. Her undervises han bl.a. af Wilhelm Marstrand og Jørgen Roed – begge kunstnere, som du kan se værker af på Ribe Kunstmuseum. Efter nogle år stopper Smidth sine studier på akademiet. Men han fortsætter med at male. Han iagttager og studerer den danske natur. Han vender særligt blikket mod den jyske hede. Her er naturen meget speciel. Den er frodig, meget varieret, ja nogle steder næsten utæmmet og vild.

Smidth interesserer sig også for genremaleriet – altså et maleri, hvor situationer eller optrin fra dagliglivet i al almindelighed er hovedmotiv. Her er livet hverken idyllisk eller dramatisk – det er naturligt og roligt. Og så er det hårdt, ja til tider barskt.  Det er særligt bønder og fiskere, der fanger Smidths interesse og som bliver hovedpersoner i hans billeder. I starten af 1900-tallet er det populært at male livet på landet, langt væk fra byens støj og stress. En af årsagerne er industrialiseringen. I 1800-tallet sker der en rivende udvikling i byerne såvel som på landet. Smidth var en af de kunstnere, som satte sin lid til at fortælle historier om det arbejdende folks livsforhold, deres fællesskab og deres sammenhold. Og det skulle gøres så autentisk, virkeligt og realistisk som muligt.

Genrebilledet bliver et vedvarende motiv i Smidths kunst, som han desværre først sent i sin karriere høster ros og anerkendelse for. Den måde, hvorpå han kunne indfange en stemning på, er noget særligt – selv den dag i dag.