Tekst og foto: Renè Jørgensen
11. september 2019.

Målet var en ironman, før jeg fyldte 35 år.

31 årige Søren Jensen fra Ribe er en jernmand – forstået på den måde, at han tager en udfordring op, sætter sig et mål og gennemfører det. Søren Jensen, er ivrig sportsmand og satte sig det mål, at han før det fyldte 35. år ville gennemføre en ironman.

Nu havde Søren aldrig løbet et maratonløb, som er en af disciplinerne i en ironman – og han havde heller ikke en ”karriere” bag sig som cykelrytter, men han er sportsmand, en ægte en af slagsen. Så derfor handlede det bare om at komme i gang med disse to udfordringer.

– Jeg har altid spillet fodbold, så konditionen var i orden. Derfor har jeg har trænet svømning og cykling, for jeg kunne faktisk godt løbe, fortæller Søren Jensen, der i dagligdagen arbejder som tømrer/snedker ved Johan Porskjær i Ribe.

Da RYK IND RIBE første gang hørte om præstationen, var det Sørens træning i vandet, der foregik ved Kammerslusen. Ribe Vesterå havde det optimale træningsmiljø, når der blev svømmet kilometer efter kilometer på den lige strækning fra slusen og ind mod Ribe. Der skal trænes rigtig mange kilometer svømning – ikke mindst når selve konkurrencen foregår i havet under andre vilkår. Søren svømmede, når portene var lukkede, så risici med strøm blev fjernet.

– Jeg startede med grundtræning og undervisning i Ribe Svømmebad med en træner, og det var virkelig godt. Træningen var placeret om morgenen før arbejde.
Senere blev det til svømning ved Kammerslusen. Stedet kunne virke lidt voldsomt, men hver gang jeg svømmede havde jeg hjælpere inde på land, der fulgte mig. Her trænede jeg tre gange om ugen. Sørens farfar Ove Jensen fortalte tidligere til RYK IND RIBE om en lidt spøjs episode om en sæl, som fulgte efter i Sørens slipstrøm

Det var en målrettet indsats for at komme i den fysiske form. – Jeg havde læst en del om, hvordan man træner op til en ironman, og så satte jeg mig desuden grundigt ind i, hvordan kosten skal være.

Hver uge cyklede jeg 200 – 300 kilometer over tre træningspas. Tirsdage og søndage var det både cykling og løb på programmet, hvor imod torsdagene alene var koncentreret om den to-hjulede. Ind imellem skulle løb også trænes. – Det blev vel hver uge til en 30 – 40 kilometer, nogle uger længere, fortæller Søren og fortsætter: – Jeg påbegyndte træningen den 1. januar i år, og så var det ellers målrettet træning frem til den 18. august, hvor jeg gennemførte min første ironman.

Flere ripensere har fuldført en ironman, og nu kan byen bryste sig af at have en ”jernmand” mere. Godt gået Søren, der ikke ved om, det bliver til flere eller det var en enlig svale.

Ironman er kendt som “kongedistancen” inden for sportsgrenen triatlon, hvor man skal svømme 3.862 meter, cykle 180,24 km og løbe 42,195 km. Navnet opstod efter en konkurrence på Hawaii i 1978. Det er også på Hawaii at verdensmesterskabet afholdes hvert efterår med udgangspunkt i byen Kona, kan man læse på Wikipedia.

Foto: privat.

Foto: Privat.