Tekst og foto Hasse Jørgensen, søndag den 26. januar 2025

Der skulle ske noget nyt. Efter 16 år som ansat indenfor sundhedssektoren trængte Helga Mauritzen til en forandring i arbejdslivet. Det har medført, at hun den 5. februar på hjemadressen Lyngtoft 7, Hviding, åbner sin egen klinik under navnet Klinik H fodpleje og velvære.

– Det er egentligt ikke fordi, jeg havde en gammel barnedrøm om at blive selvstændig, men jeg syntes, der skulle ske noget nyt. Jeg har altid haft interesse for det perfekte og det at gøre noget godt samtidig med, at jeg kan lide at møde og tale med mennesker. Jeg døjer selv med nogle nedgroede negle og så tænkte jeg: hvorfor ikke blive fodplejer, fortæller Helga Mauritzen i den klinik, der er indrettet i huset på Lyngtoft, som hun deler med mand og to børn.

Helga Mauritzen tog på skole i Odense og blev uddannet lægeeksamineret fodplejer. Og det med det perfekte fornægtede sig ikke. Hun sluttede eksamen af med tre tolvtaller.

I starten bevarer Helga Mauritzen arbejdet på Margrethegården i Ribe på deltid, men målet er at udvikle den nye klinik, så den bliver et levebrød.

– Og jeg er da så heldig allerede nu at have mange bestillinger i klinikken, fortæller Helga, der også glæder sig til en mere fleksibel arbejdstid.

– Jeg bestemmer jo selv min kalender, og det betyder da også noget, at mor er hjemme, når børnene på 3 og 6 år kommer fra institution og skole.

Helga Mauritzen er født og opvokset i Roager og har bortset fra et ophold på Vardeegnen altid boet syd for Ribe.

– Min mand havde en mindre ejendom ved Varde, og der flyttede jeg ind, men jeg har en meget stor tilknytning til egnen her, og det lykkedes mig at overtale manden til at flytte til Hviding, hvor vi købte huset på Lyngtoft, fortæller Helga Mauritzen.

Som fodplejer kan Helga Mauritzen blandt andet fjerne hård hud, ordne nedgroede negle og vorter. Hun kan vejlede om fodtøj og eventuelle indlæg, der passer til foden.

Hun er desuden i stand til at give Median fodmassage, der er en massage inspireret fra Thailand, hun kan massere kroppens energibaner og lægge gel lak på neglene, hvilket mange foretrækker specielt om sommeren. Desuden giver Helga Mauritzen voksbehandling på ben og mænds rygge mod uønsket hårvækst. Og flere ting er i støbeskeen.

– Det er fordi, jeg også kan disse ting, at jeg kalder klinikken for fodpleje og velvære, forklarer Helga.

Klinikken kan findes på Facebook under navnet Klinik H fodpleje og velvære eller man kan ringe på 42339936 for tidsbestilling.