Tekst: Lars Lundgaard foto: René Jørgensen
15. oktober 2026

”Det er sjældent, at jeg siger det – men vi står et godt sted!”

Ribe-Esbjerg HH – Skanderborg-AGF den 18. oktober kl. 14.30

Skanderborg-AGF (SAH) vandt fortjent sølvmedaljer i sidste sæson. De spiller derfor både i ligaen og i Champions Leaque i Europa. De tre faste i angrebet, Kristian Örn, Frederik Olsson og Emil Lærke kender hinanden gennem flere sæsoner og banker mål ind. Og da Nick Rasmussen er en mester i at skabe et stærkt forsvar, så er vejen vist for Ribe-Esbjerg HH.

Cheftræner Marc Uhd ser dog muligheder i kampen:

”De har fortsat et flot topniveau i både forsvar og angreb med Emil Lærke på venstre back som den helt store angrebsstjerne. Men de har i år været mere svingende i deres præstationer i forhold til de sidste sæsoner.

Vi er vandt til, at SAH dækker meget solidt op, spiller med få fejl og får afviklet kampene på deres præmisser. Sådan var det ikke i deres sidste hjemmekamp mod Fredericia, hvor de pludselig spillede med fejl og lidt usikkerhed undervejs – og tabte.

Vi skal levere på samme niveau som i udekampen mod TTH. I den kamp fik vi dækket godt op i den periode, hvor vi trak fra dem. Vi havde samtidig fint gang i angrebsspillet med mange flotte mål.

Vi har haft en super god træningsuge. Spillerne går virkeligt til den. Man kan tydeligt mærke den gode harmoni i gruppen. Den positive dynamik. Og så er det jo et ekstra plus, når vores egne unge spillere, Mads Aarhus i angrebet og Mads (KC) Christiansen i forsvaret leverer på imponerende niveau.

Det er sjældent, at jeg siger det. Men vi står et godt sted! Vi skal have minimeret fejlene fra de sidste kampe. Lykkes vi med det, så skal vi gå efter point!”

Kampen spilles i Blue Water Dokken.