Tekst Vibeke og Lars Nykjær, onsdag den 14. oktober 2026

Vores kollega i mere end 30 år, Søren Mulvad, døde her i weekenden. Som lærer på den lille Seem Skole varetog Søren mange opgaver: Skolebibliotekar, tillidsmand, tysk- og ikke mindst dansklærer. Som sådan korreksede han såvel elever som lærere, når man ikke brugte korrekt sprogbrug. Igennem alle år stod Søren Mulvad bag bestræbelserne på at bevare Seem skole. Pædagogiske tiltag for at fremme udviklingen i undervisningen havde altid hans fulde støtte. Han var loyal over for såvel skolebestyrelse som skoleleder, og var blandt elever og voksne kendt som ”Mulle”.

Sørens store interesse var lokalhistorie, der omhandlede skikke, steder og personer i både Seem Sogn og i Ribe. Han udgav en sognevideo, flere bøger og hæfter, og var en efterspurgt foredragsholder. Lokalt udgav han i mange år sammen med menighedsrådet det lille blad ”Byhornet”, hvor flere af sognets hedengangne personligheder blev omtalt. Så længe Sørens helbred tillod det, var han en meget vidende byguide i Ribe, hvor turister fik gavn af hans mange anekdoter.

Vi vil huske Søren Mulvad som en trofast kollega gennem mere end 30 år. Æret være Sørens minde.