Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto Colourbox, mandag den 28. oktober 2024
Når kvindelandsholdet i fodbold i morgen, tirsdag den 29. oktober gæster Esbjerg, underskriver Esbjerg Kommune samtidig en ny samarbejdsaftale med DBU og DBU Jylland, en velfærdsalliance. Aftalen skal styrke fodboldspillet og inddrage flere borgere i foreningsfælleskaber.
Med en ny, femårig aftale mellem DBU, DBU Jylland og Esbjerg Kommune vil parterne fortsætte det gode samarbejde, som de indledte i 2020, om fodbold som løftestang for kommunal velfærd. Både klubber og kommunen har en interesse i at styrke fodboldspillet, der kan motivere flere til at være fysisk aktive og fremme fællesskaber, trivsel og inklusion.
Aftalen underskrives i Esbjerg den 29. oktober 2024, inden fodboldkampen mellem det danske kvindelandshold og Holland fløjtes i gang.
Borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen, ser frem til det fortsatte samarbejde med DBU og DBU Jylland:
– I Esbjerg Kommune prioriterer vi idræt og bevægelse højt, og vi ser stor værdi i de fællesskaber og oplevelser, der følger med. Fodbold samler og begejstrer og giver mulighed for både motion, venskaber og personlig udvikling. Derfor glæder vi os også til at forny vores aftale med DBU og DBU Jylland, så flere kan få adgang til fodboldens fællesskaber, siger Jesper Frost Rasmussen.
Kommunen har sammen med lokale idrætsforeninger allerede arbejdet målrettet på at styrke pige- og kvindefodbold. Med den nye aftale sætter parterne fokus på at udvikle pigefodbold yderligere, inkludere børn og unge med handicap og særlige behov i idræts- og foreningslivet, styrke frivilligheden hos fodboldklubberne gennem workshops, udviklingsforløb og træneruddannelse og afvikle events og aktiviteter i forbindelse med bl.a. ungdomslandskampe i kommunen.
Også DBU’s formand, Jesper Møller, glæder sig over, at parterne fortsætter det gode samarbejde:
– Fodbold samler folket. Det giver piger og drenge gode og trygge rammer, hvor de kan udvikle sig, få succesoplevelser og nye venner. Fodboldens fællesskab bidrager ikke kun på banen, men det spreder sig også til samfundet, og det har vores aftale med Esbjerg Kommune vist i allerhøjeste grad. Derfor glæder vi os over, at vi kan fortsætte det gode samarbejde til gavn for både spillere, klubber og ikke mindste de mange frivillige kræfter, siger Jesper Møller.
I tråd med den lokale indsats for pige- og kvindefodbold vil der i forbindelse med kvindelandsholdskampen i Esbjerg den 29. oktober være en række aktiviteter, blandt andet i form af en showkamp og en DBU-cup for piger. Fanzonen inden kampen bemandes også af lokale spillere fra EfB-pige- og kvindefodbold. Alt sammen skal det medvirke til at understøtte og skabe fokus på pige- og kvindefodbold i Esbjerg Kommune