Tekst og foto: René Jørgensen
23. april 2025.

Vreden over soundboxe koster nu en politisag

Nu nærmer de lyse aftener sig, og ungdommen samles for at hygge sig med musik. Ofte høres tonerne af techno på vej til samlingsstederne. Når sommeren for alvor sætter ind, og vandtemperaturen nærmer sig de behagelige grader, er de unge ikke bange for en hurtig “afsvaling” i byens åer – gerne akkompagneret af ungdommens populære musik.

Men pas på.

For fjorten dage siden blev en ung mand overfaldet af en voksen mand på en cykelsti på Nørremarken i Ribe. Episoden udspillede sig, da en gruppe unge cyklede med en soundbox på ryggen og spillede høj musik.

Det kan naturligvis ikke forsvares, at man forstyrrer freden med høj musik i offentlige områder. Men at sætte sig ind i bilen, forfølge de unge og angribe med et koben for at ødelægge soundboxen, hører ingen steder hjemme.

Hvad hvis den unge var blevet ramt på kroppen?

Sagen er nu overgivet til politiet. De unge bør selvfølgelig gøres opmærksomme på, at højlydt soundbox-musik i det offentlige rum ikke er i orden – men den rette løsning er en dialog eller politiets indgriben, ikke vold.

Nu venter der overfaldsmanden en politisag og en mulig erstatningssag. (navnene på de implicerede er kendte af redaktionen)

Fakta:
Soundboks er en bærbar Bluetooth-højttaler, der kan bæres på ryggen. De findes i forskellige størrelser og er kendt for deres kraftige lyd og robuste design, som kan tåle både bump og stænk.