Tekst og fotos Hasse Jørgensen, onsdag den 21. september 2022
De fleste københavnere vil mene, at der er langt fra København til Ribe. Og lægger man så afstand til Helsingør oven i, synes der at blive endnu længere.
Men når det rigtige job er der, er det ikke afstanden, der skal være afgørende. I hvert tilfælde ikke for 26-årige Simone Lind Rasmussen, der i foråret blev færdig som kunsthistoriker fra Københavns Universitet og som 8. august startede i et job på Ribe Kunstmuseum.
– Jeg har ingen relationer til Jylland. Jeg kommer fra Helsingør, og hele mit netværk og familie er i København og Nordsjælland. Det stod heller ikke skrevet nogen steder, at jeg skulle læse kunsthistorie. Egentligt troede jeg, at jeg skulle være designer og selv skabe ting. Men jeg meldte mig til studiet, og det fangede mig med det samme. Det at få mere og mere viden var dejligt, og det viste sig, at det var den rigtige hylde, jeg landede på.
– Jeg var også heldig med det sociale miljø på studiet. Vi var en stor flok mennesker, der mødtes, og senere blev det mere nørdet. Og så var jeg heldig med nogle gode undervisere, fortæller Simone Lind Rasmussen.
I studietiden faldt hun for 1800-tallets kunst og arbejdede også en del med 1900-tallet, og det passer rigtig godt til Ribe Kunstmuseum, hvis tidsperiode hovedsageligt er fra omkring 1700 til 1950.
– Da jeg var færdig, var der masser af jobopslag, og der var bl.a. det på Ribe Kunstmuseum. Huset og personalesammensætningen passer mig. Jeg kendte lidt til museet, for en veninde og jeg rejste i studietiden rundt i landet og så på forskellige museer. Jeg var således et par gange i Ribe. Og i min studietid havde jeg job på Den Hirschsprungske Samling, og det, jeg arbejdede med der, passede godt til jobbet i Ribe.
– For mig var det en fordel at have den relevante viden om den periode, Ribe Kunstmuseum dækker. Det er nødvendigvis ikke den mest populære kunstperiode på universitetet, hvor de fleste studerende går op i den moderne kunst. Det er mere en niche, forklarer Simone.
I den korte tid, Simone har boet i Ribe, har hun lært byen at kende som en dejlig by.
– Ribe er en dejlig by med et overraskende liv. Der er fokus på kulturen på forskellig vis, og det er dejligt at være en del af.
– Og så var jeg heldig at blive kastet ud i opsætningen af L.A. Ring-udstillingen. Det var fantastisk som ny at komme med i sådant et arbejde.
Og med hensyn til det at komme langt hjemmefra og langt væk fra familie og venner, lyder det fra Simone:
– Det er jo ikke mere end tre timer i et tog til København og så 40 minutter ekstra til Helsingør. Det gør det også lettere at flytte så langt væk, når der er tale om så fint et museum med så fin en samling. Der er mange interessante værker, jeg meget gerne vil være med til at aktualisere.
– Museet er godt lokalt forankret, men det er også interessant at trække publikum ude fra. Der er rigtig mange facetter, der er samlet over tid, og det er interessant at være med i et museum, der er levende og stadig får nyt. Det er interessant at være med til at udvikle og prøve at trække tråde fra den ældre til den nyere kunst. Det er der gode muligheder for her, fordi museet dækker over en periode på godt 200 år. Og der er gode muligheder for at bidrage med nye formidlingstiltag.
– Hvad laver du, når du ikke beskæftiger dig med kunst?
– Jeg er meget sammen med venner, bruger meget fritid sammen med dem. Og så går jeg til Pilatus. Det er godt at bruge kroppen, når man har et job som mig, og jeg har allerede fundet et godt her i Ribe Fritidscenter. Det giver også nye bekendtskaber, og det er dejligt også at møde mennesker udenfor kunstens verden.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Efter samtalen viser Simone Lind Rasmussen rundt på kunstmuseet, hvor det ikke alene er museets egen samling, der vækker interesse, men også Ring-udstillingen og så museets lokaliteter i det hele taget.
At Simone ved noget om kunst, og at hun ikke mindst gerne vil fortælle og formidle sin viden, er tydelig under rundvisningen. Hun er spændende at høre på. Og hun lægger da heller ikke selv skjul på, at netop det at formidle viden er vigtig for hende.
– Jeg tager udgangspunkt i det, der interesserer mig, og så får vi dialog ud fra det.
– Det er jo en fantastisk bygning med en fantastisk samling, nogle meget flotte rum rig på detaljer og en spændende historie. Jeg nyder at være her, også selv om det er tre timer fra København.