Tekst Hasse Jørgensen, mandag den 21. september 2026

Syd- & Sønderjyllands Politi efterforsker i dag et dødsfald i Esbjerg som et drab, og en 39-årig mand er anholdt og sigtet for manddrab.

Politiet modtog i dag klokken 07.52 anmeldelse om en død person på E. Hansens Vej i Esbjerg. Ved patruljens ankomst kunne politiet konstatere, at en 37-årig mand var afgået ved døden. Forhold omkring dødsfaldet gør, at Syd- & Sønderjyllands Politi efterforsker dødsfaldet som et drab med bistand fra Nationalt Kriminalteknisk Center (NKC) og Retsmedicinsk Institut.

Politiet traf på adressen en 39-årig mand, som klokken 08.00 blev anholdt og sigtet for manddrab.

I forbindelse med politiets arbejde på stedet er E. Hansens Vej spærret mellem N. J. Poulsens Vej og Grådybet. Politiet er massivt til stede og forventer at være det nogle timer endnu i forbindelse med undersøgelser på og omkring adressen.

Den Mobile Politistation vil i dag holde i krydset mellem E. Hansens Vej og N.J. Poulsens Vej indtil klokken 15.00, hvor borgerne er velkomne til at komme og snakke med politiet efter hændelsen.

Efterforskningen fortsætter nu, og af hensyn til den har politiet ikke yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt, hedder det i en Update  fra politiet.
De pårørende til den afdøde mand er underrettet.