Tekst og fotos Torben Ravnborg Nissen, søndag den 20. september 2026

På forsidebilledet ses Marie Luplaus værk Fra Kvindevalgretskampens Første Dage, 1891-97. Det  fortæller om nogle af de kvinder, der gik forrest i kampen for kvinders politiske rettigheder.

Ved afslutningsarrangementet på særudstillingen ”Livstid – modne kvinder i kunsten” kunne museumsdirektør Anne-Mette Villumsen se tilbage på en udstilling, der har fået en varm modtagelse. Samtidig blev der sat punktum for flere års arbejde, inden udstillingen nu rejser videre.

– Udstillingen er blevet helt overvældende taget imod, og det er noget, der glæder mig, sagde Anne-Mette Villumsen i sin velkomsttale og fortalte om de mange positive reaktioner fra museets gæster.

Arbejdet med udstillingen går helt tilbage til 2019, hvor den amerikanske kunsthistoriker Alice Price første gang kontaktede hende med idéen. Price deltog ved åbningen af udstillingen, men da hun bor i USA, kunne hun ikke deltage i finissagen.

– Jeg syntes, den var så god, at vi bestemt skulle arbejde videre med den, fortalte museumsdirektøren.

Nu sendes Livstid videre – først til Skovgaard Museet i Viborg og siden til Bornholms Kunstmuseum næste år.

Men inden der blev sagt det endelige farvel til Livstid, fik udstillingen et helt lokalt efterspil. To unge skuespillere fra Esbjerg, Ida Engmann Lorentzen og Anne-Katherine Bodum, havde taget turen til Ribe med deres performancegruppe WERK.

Med At bære sig selv gik de i dialog med kvinderne på væggene og med spørgsmålet om, hvad alder egentlig gør ved den måde, vi ser på hinanden – og på os selv. Publikum blev ikke blot tilskuere, men blev trukket ind i et live-hørespil, hvor stemmer, mimik, gestik og bevægelse blev en del af mødet med kunsten. På et tidspunkt fik publikum også masker på og blev dermed selv en del af forestillingen, hvor de kunne bidrage med både lyde og sang.

Det gav finissagen en ekstra dimension. For mens Livstid ser tilbage på modne kvinders liv og kunst, kom de to unge performere med deres eget blik på de kvinder, der har levet før dem.

Det er netop den samtale mellem generationerne, Anne-Mette Villumsen håber, udstillingen kan sætte i gang:

– Det hele skal ikke handle om modne kvinder eller om gamle dage, men hvad det siger os i dag på tværs af vores aldre og på tværs af tiden.

Efter forestillingen var der mulighed for at gå med på en omvisning i udstillingen, inden Livstid nu rejser videre.

(fakta om Alice Price under billederne)

Fakta om Alice M. Rudy Price

Kunsthistoriker med blik for kvinder og kunst

Alice M. Rudy Price er amerikansk kunsthistoriker og adjungeret lektor ved Temple University i Philadelphia.

Hun skrev sin ph.d.-afhandling om Anna Ancher og har blandt andet forsket i kvindelige kunstnere, kunsthistorie og den måde, kvinder er blevet fremstillet og vurderet på.

Price står bag konceptet til Livstid – modne kvinder i kunsten, der undersøger, hvad der skete med en generation af kvindelige kunstnere, da de blev ældre.