Tekst og foto: René Jørgensen
30. juli 2024
Truckspotting, et fænomen blandt børn
En rigtig varm tirsdag eftermiddag ved rundkørslen ved Bohrvej og A11 ved Circle K sidder to friske drenge og holder øje med lastbilerne, der kommer forbi. 10-årige Peter Vejrup og 11-årige Hannes Es, begge fra Frifelt, har taget turen til Ribe sammen med Hannes far. De har nemlig en hobby, andre nok vil kalde en ”dille”: de tager billeder af ”fede lastbiler” med mobiltelefonerne.
Truckspotting er kendt fra de sociale medier. Fænomenet går ud på at fotografere lastbilerne – og gerne få dem til at hilse med lygter og horn. Drengene sidder stille i strandstole, men er klar til at tage billeder, når de rigtige lastvogne kommer forbi.
Fænomenet truckspotting har nogle steder skabt problemer, men de to friske drenge holder god afstand, og Hannes far ser efter drengene. Drengene nævner, at nogle af de ”fedeste” vogne kommer fra Langelund Transport, Lundby, Mads Vejrup og Jan Hansen.
Mens vi står og snakker, kommer flere lastbiler forbi, og de hilser på drengene med både horn og lys. Peter og Hannes er ikke de eneste, der kommer ved rundkørslen på A11. Gennem længere tid har man set flere drenge stå og tage billeder. Det fænomen er det ikke alle bilister, der kender til, derfor tog RYK IND RIBEs reporter kontakt til drengene, så vi kunne få afklaret, hvad jubelscenerne og hilsnerne gennem længere tid betød.
Nu er det jo ikke kun børn og unge, der har denne interesse. På Facebook er der en offentlig gruppe med næsten 10.000 medlemmer, der hedder ”Truckspotting”, så fænomenet er kendt.
På fredag skal de to drenge en tur til Skærbæk og spotte lastbiler, og så varer det heller ikke længe, før skoledagene igen melder sig. Hannes går på Vadehavsskolen i Egebæk/Hviding og Peter på Realskolen i Skærbæk.
Tak til de to drenge for at være med til at forklare, hvad de unge mennesker laver i rundkørslen på A11.
Fra venstre: Peter Vejrup og Hannes Es