Tekst Hasse Jørgensen, foto René Jørgensen, tirsdag den 21. april 2026

Med en komfortabel sejr på 36-29 efter 22-16 ved halvleg over København Håndbold, tog Team Esbjerg et væsentligt skridt mod final 4 i den danske Bambuni Kvindeliga denne tirsdag aften i Blue Water Dokken.

Aftenens kamp fik en dramatisk indledning, da Henny Reistad fik et kraftigt slag i ansigtet allerede efter godt 8 minutters spil, hvilket kostede Københavns Aimée Von Pereira en udvisning på to minutter.

Henny Reistad var tydeligt mærket af slaget og kom ikke på banen mere i den halvleg. Hun kom igen ind i starten af anden halvleg, men blev taget ud igen, da hun slet ikke spillede op til vanlig standard formentligt på grund af slaget.

Esbjergs sejr kunne godt være blevet større, men det var som om, Esbjerg i en periode i anden halvleg mistede momentum og lod københavnerne komme lidt mere til ”fadet” uden der dog på noget tidspunkt var fare for sejren.

Der var mange ting at glæde sig over hos Team Esbjerg. Katrine Heindahl sled og slæbte i både forsvar og angreb, og Mia Emmenegger viste på højre fløj flere gange sin store hurtighed og sans for spillet i kontraangreb.

Katharina Filter startede på mål i 1. halvleg, mens Anna Kristensen tog over i 2. halvleg, og begge målmænd havde nogle gode redninger på strategiske gode tidspunkter. De to kom op på redningsprocenter på henholdsvis 27 og 25 procenter.

Værd at bemærke var også Helene Kindberg, der spillede en virkelig fin kamp og blev topscorer med 6 mål, ligesom Michala Møller leverede en fin præstation.

Generelt kan det siges, at Team Esbjerg leverede en god indsats, der lover godt.

Kampen i tal:

Målscorere: Team Esbjerg: Helene Kindberg 6, Michala Møller 5, Liver, Rusfeld Deila 5, Mia Emmenegger 5, Nora Mørk 3, Henny Reistad 3, Rikke Iversen 2, Zoë Sprengers 1, Kathrine Heindahl 1, Elin Hansson 1, Line Haugsted 1 og Anne Tolstrup Petersen 1.

For København blev Line Berggren Larsen topscorer med 8 mål.

Udvisninger: Team Esbjerg 2, København 3.

1412 tilskuere.

Fakta

Sejren denne aften betyder, at Team Esbjerg har 6 point for to vundne kampe, mens Nykøbing F. har 5 point ligeledes for to vundne kampe. I gruppen er også København og SønderjyskE, der begge har 0 point. De to bedste hold går videre og skal i final 4 kæmpe mod de to bedste hold fra den anden gruppe.

At Esbjerg har seks point for to vundne kampe hænger sammen med, at holdet fik to point med over for at vinde slutspillet, mens Nykøbing F. fik et point med over.

Flere billeder under teksten:

Helene Kindberg, der spillede en virkelig fin kamp og blev topscorer med 6 mål