Tekst Hasse Jørgensen, mandag den 26. oktober 2026
83 procent af de 507 ukrainske flygtninge, der befinder sig i Esbjerg Kommune efter særloven i beskæftigelse, er i arbejde, og det vidner om et stort arbejde fra kommunens side, der ned succes er gjort for at få ukrainerne integreret.
Det fastslog udvalgsformand Frederik Vestergaard Jørgensen (S) på mandagens byrådsmøde, hvor byrådet skulle tage stilling til en forlængelse af 39 midlertidige boliger, som beboes af ukrainske flygtninge.
Forlængelsen gælder for 2027, og udgiften er 3,8 millioner kroner, der i første omgang tages af de likvide midler, men som senere ifølge Flemming Vestergaard Jørgensen bliver refunderet af staten. Pengene går fortrinsvis til personale i form af jobkonsulenter, familieguider og tolke.
Dansk Folkeparti har tidligere sagt nej til de midlertidige boliger, og det skyldes manglende garanti for, at der kom andre flygtninge end ukrainere.
Bo Hollænder sagde på byrådsmødet, at nu kunne man gå ind for de midlertidige boliger, fordi partiet har fået en garanti for, at der ikke kommer afrikanere eller asiater i boligerne. Men Bo Hollænder kunne ikke gå ind for penge til jobkonsulenter, familieguider eller tolke, da han mente, at ukrainerne kunne klare sig selv.
Nikolai Aarøe (C) mente, at konsulenterne og tolkene er vigtige for den hurtige integration: – Når man har noget, der fungerer godt, skal man ikke ødelægge det, som han sagde.
Hele byrådet stemte da også for boligerne, mens kun DF stemte for fire ændringsforslag, der afskaffede personaleomkostningerne.





































































