Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Esbjerg Kommune, onsdag den 28. oktober 2026

16 vindmøller med en størrelse op til 180 meter skal efter planen sættes op i Energipark Haved, der ligger i den nordligste del af Tønder Kommune vest for Rejsby. Beliggenheden er så tæt på den sydlige del af Esbjerg Kommune, at den direkte vil berøre syv lodsejere i den sydlige del af Esbjerg Kommune direkte.

De syv lodsejeres ejendomme ligger indenfor en afstand af 1080 meter fra den nordligste af de planlagte vindmøller. For dem betyder det, at der er specielle regler for erstatning, og det er noget af det, der vil blive redegjort for på et stort orienteringsmøde den 11. november på Rejsby Europæiske Efterskole med start klokken 17.

Mange beboere i Ribe-området er også inviteret med til mødet, da afstanden fra de planlagte møller til de pågældende beboere er 12,4 kilometer, og så skal de varsles om mølleprojektet.

Det er Eurowind Energy A/S, der planlægger opstilling af de 16 vindmøller med en totalhøjde på op til 180 meter

På mødet redegør Eurowind Energy A/S som opstiller for konsekvenserne for de omkringliggende beboelsesejendomme. Derudover vil Energistyrelsen redegøre for reglerne om erstatning for værditab på beboelsesejendomme som følge af opstillingen af vindmøllerne (værditabsordningen), mulighed for salgsoption for ejere af beboelsesejendomme inden for 1080 meter (salgsoptionsordningen) og VE-bonus til nære naboer inden for 1440 meter (VE-bonusordningen).