Tekst Torben Ravnborg Nissen, fotos Ribe Badminton Club. tirsdag den 1.september 2026

Thor Christtreu fra Ribe Badminton Club har kurs mod Cagliari på Sardinien, hvor han i september skal kæmpe mod mere end 1.500 spillere ved Senior+EM.

Tidligere på året spillede Thor Christtreu DM +35, hvor han leverede en flot præstation og sikrede sig sølvmedaljen i herresingle. Finalen blev en tæt tresætter, der varede 1 time og 16 minutter – et resultat, som kvalificerede Thor til Senior+EM.

Europamesterskaberne spilles i Cagliari på Sardinien fra 19. til 27. september. Turneringen er i år rekordstor med mere end 1.500 deltagere i aldersklasserne fra +35 og opefter. Blandt deltagerne er flere tidligere internationale topspillere fra forskellige europæiske lande.

Thor har kvalificeret sig til alle tre rækker. I mixdoublen spiller han sammen med sin kone, Marie Christtreu, mens han i herredoublen danner par med en spiller fra Schweiz.

– Jeg forventer nogle rigtig gode kampe i både mix- og herredoublen, men jeg er klar over, at vi styrkemæssigt ligger i den nederste halvdel. Derfor går vi efter en overraskelse, hver gang vi går på banen. I herresingle forventer jeg hård modstand, men her ser jeg også mine bedste muligheder for at nå længere i turneringen. Toppen i rækken er imponerende stærk, så jeg skal spille mit allerbedste. Jeg tager én kamp ad gangen, og hver vunden kamp vil være en stor sejr for mig ved mit første EM, fortæller Thor Christtreu.

Stolthed i Ribe Badminton Club

I Ribe Badminton Club er der stor stolthed over Thors præstation og den kommende EM-deltagelse.

– Vi er meget stolte af Thor og hans flotte præstation ved DM +35 tidligere på året. Det er ikke nemt at ramme formen på de rigtige tidspunkter, men vi vidste, at Thor var godt spillende og havde chancen for at komme til EM, siger formand Janni Weis Fenn.

Hun glæder sig over, at Thor nu står endnu skarpere frem mod EM, men er samtidig bevidst om den stærke internationale modstand.

– Jeg ved, at han glæder sig, og han står endnu skarpere nu. Vi ved også, at han er oppe mod stærke modstandere fra hele Europa. Vi hepper på Thor, siger pøj pøj og følger EM-turneringen tæt.

Forsvarende mester i oktober

Allerede i oktober venter endnu en spændende udfordring, når Denmark Open Senior+ spilles sideløbende med world tour-turneringen Denmark Open. Her er Thor forsvarende mester i herresingle +35, og målet er klart: Han går efter at nå finalen og kæmpe med om titlen. Også i oktober bliver det muligt at følge Thor og Marie i mixdoublen, hvor de kan se frem til kampe mod flere tidligere ligaspillere.

Der er dermed lagt op til et spændende efterår for Thor Christtreu og Ribe Badminton Club, som endnu en gang kan se frem til stærke resultater og store badmintonoplevelser.

Thor og Marie Christtreu danner par i mixdouble