Tekst Hasse Jørgensen, fotomontage Ribe Kunstmuseum, fredag den 5. maj 2023
Ribe kunstmuseum byder nu på en helt ny aktivitet.
På onsdag den 10. maj klokken16.00 åbner museet dørene til to timers gratis oplevelser. Udover gode tilbud i butik og bobler på køl i caféen har tre musikere fra Esbjerg Ensemble takket ja til at stå for aftenens soundtrack.
Strygertrioen befinder sig i udstillingen Peter Callesen På Dybt vand på museets førstesal og spiller et sjældent værk af Mozart fra kl. 16.30. Imens kan du bevæge dig rundt og tage et nærmere kig på Callesens spektakulære papirskulpturer og lade både din synssans og høresans blive forkælet.
Arrangementet er for alle, der har lyst til at opleve en af Ribes allersmukkeste bygninger indefra og mærke den helt særlige stemning, der er på et museum efter lukketid.
– Der er kun en lille måned tilbage af den storslåede udstilling om vandets dobbelttydighed, og vi vil så gerne dele den og resten af museet med jer, siger museumsinspektør Josephine Nielsen-Bergqvist og fortsætter: – i maj måned har vi et supervarieret arrangementsprogram, der både byder på åbent hus, mulighed for at folde papirblomster og en aften om stormfloder. Og så slutter vi udstillingen af med lounge i haven og en uforudsigelig performance, hvor Callesen søsætter sig selv i en papirbåd på Ribe Å.