Tekst og foto Hasse Jørgensen, torsdag den 17. september 2026

Ribes ældste nuværende praktiserende tandlægepraksis, Kissow Petersen, har igen åbnet for nye patienter. Det sker, fordi tandlægeklinikken Kissow Petersen er lykkedes med at ansætte både en ny tandlæge, en ny tandplejer og en klinikelev.

Den nye tandlæge er Agnete Lillelund, der kommer fra Århus og som blev uddannet fra Tandlægehøjskolen i Århus for to år siden. Hun er sammen med sin kæreste flyttet til Ribe.

– Min kæreste er fra Ribe, og det har altid ligget i baghovedet, at vi skulle bo i Ribe, og da det så passede så fint, at både min kæreste og jeg kunne få et job, så flyttede vi, fortæller Agnete Lillelund.

Samtidig er Line Pedersen, der kommer fra Hviding, ansat som tandplejer, og dertil kommer, at Frederikke Westergaard, der også er lokal, er ansat som klinikassistentelev.

– Vi har gennem længere tid måttet sige nej til nye patienter, og det er svært, når folk henvender sig og gerne vil have en behandling hos os. Men nu er det lykkedes at få ansat nyt personale, og det er dejligt, siger klinikchef Jan Kissow Pedersen, der samtidig glæder sig over, at han med nyansættelserne har mulighed for at gå lidt ned i tid samtidig med, at der bliver åbnet adgang for nye patienter.

– Jeg har hørt flere rygter om, at vi går sammen med den nye klinik Dentist a/s, der åbner på Tømmergangen. Men det har intet på sig. Vi fortsætter på Seminarievej 4, hvor vi hele tiden har ligget, understreger Jan Kissow Pedersen.

Med den sidste ansættelse er der fire tandlæger i klinikken. Det er Jan Kissow, Trine Eskildsen Jepsen, Simon Sejer Hansen og Agnete Lillelund.