Tekst: Team Esbjerg foto: Niels Husted
19. september 2026.

Schweiziske stjerner indgår i fremtidens Team Esbjerg-trup

Team Esbjerg fortsætter med at opbygge den trup, der skal udgøre grundstammen på holdet og indfri klubbens høje ambitioner frem mod 2030. Målvogter Katharina Filter og nytilkomne Julie Scaglione har begge kontrakter de næste fire sæsoner.

De to schweiziske landsholdsstjerner, Tabea Schmid og Mia Emmenegger, havde kontrakter frem til 30. juni 2028 og har nu forlænget deres aftaler med yderligere to sæsoner ind i det næste årti.

– Det er et stærkt signal, at to spillere med højt internationalt niveau på deres positioner allerede nu vælger at forlænge deres kontrakter til 2030. Vi er i gang med at forme fremtidens hold og har i denne tid samtaler med alle vore egne spillere, ligesom vi har kontakter udadtil. Tabea og Mia er gode eksempler på spillere, vi gerne vil beholde langsigtet, siger Team Esbjergs bestyrelsesformand, Bjarne Pedersen.

Begge spillere er tilknyttet det anerkendte hollandske agentbureau, Grandslam, hvis administrerende direktør, René Cloo, anerkender Team Esbjergs langsigtede strategi:

– Vi indledte forhandlingerne i en tidlig fase, fordi alle tre parter værdsætter hinanden og tror på at kunne bygge noget bæredygtigt frem mod 2030. Jeg synes, dette er et stærkt og nytænkende signal: I stedet for at vente, indtil kontrakterne er tæt på udløb, sætter klub, agent og spiller sig proaktivt sammen og planlægger de kommende år, siger René Cloo.

Mia med det store repertoire

Mia Emmenegger, 21 år, var en af tre spillere, der kom til klubben efter konkursen i den norske mesterklub, Vipers Kristiansand, i januar 2025. Hun har siden markeret sig med sin fart, sit høje tekniske niveau og sin træfsikkerhed på højre fløj. Ved siden af har hun opnået 58 landskampe og scoret ikke færre end 273 mål for Schweiz.

– Det var ikke et spørgsmål om at forlænge, men om hvordan det skulle foregå. Jeg synes, Esbjerg er et virkelig godt sted at fortsætte karrieren. Nu har vi muligheden for at vokse sammen som et hold og gøre det bedst muligt. Jeg synes om både den sportslige del med de høje ambitioner og den menneskelige dimension i klubben. Vi skal lægge pres på hinanden, og vi skal have det godt sammen, siger Mia Emmenegger.

Cheftræner Tomas Axnér: Der var mange om buddet på Mias position i seneste sæson. Hun har arbejdet hårdt med sin fysik og har forbedret sit forsvarsspil i tiden i Esbjerg. Hun har en variation i skud og individuel kreativitet som få andre og har virkelig et stort repertoire.

Tabea er allerede en verdensstjerne

Tabea Schmid, 23 år, nåede med sit stregspil for København Håndbold at hærge forsvar i Kvindeligaen i to sæsoner og som topscorer at score uhørte 287 mål i 36 kampe i sin seneste hele sæson, 2024-2025, inden hun kom til Team Esbjerg i fjor. Efter en skulderskade i efteråret overrev hun korsbånd og ledbånd ved VM for Schweiz, som hun i 58 landskampe har scoret forbløffende 307 mål for.

– Jeg føler mig rigtig godt tilpas i Esbjerg med klubben, holdet og de mange fans. Det er et godt og trygt miljø at være i, og den danske liga har et højt niveau. Jeg er også taknemmelig for den måde, klubben har behandlet mig på i forbindelse med min skade. Jeg har ikke følt mig presset, men jeg har det nogle gange svært ved selv at bevare tålmodigheden. Jeg skal genopbygge selvtilliden efter en svær periode, men nåede inden at vise klubben det niveau, som jeg håber at komme tilbage til i det nye år, siger Tabea Schmid.

Tomas Axnér: Det var en kæmpemulighed at få en af verdens bedste offensive stregspillere til klubben. Tabea har en høj spilforståelse og en glimrende timing i at skabe rum til sig selv og sine medspillere med sine screeninger og ryk. Hun kræver meget opmærksomhed fra modspillere. Derudover er hun yderst scoringssikker både i åbent spil og på straffekast. Det var absolut en no-brainer at forlænge med en spiller med så stort et potentiale.

Stærke schweiziske håndboldfamilier

Tabea Schmid og i særdeleshed Mia Emmenegger er ud af stærke håndboldfamilier i Schweiz.

Mias mor, Caro med 86 landskampe, er firedobbelt mester med Spono Eagles, som Mia nåede et mesterskab for, og hvor lillesøster Nora nu spiller. Når Mia ikke spiller håndbold, fordyber hun sig i historiestudiets femte semester med fokus på tiden fra Den Franske Revolution og frem til nutiden.

Tabea Schmid er født og opvokset i St. Gallen i det nordøstlige Schweiz og udfoldede talentet i mesterklubben LC Brühl inden et sprogophold i Frankrig. Hendes far spillede håndbold, og begge hendes storebrødre er aktive. Ved siden af håndboldspillet læser hun pædagogik på fjernstudium ved det internationale universitet i Hamborg og spiller klaver og tværfløjte