Tekst: Team Esbjerg og foto: René Jørgensen
17. september 2026.

Tomas Axnér har truffet sit valg mellem to ønskejob

Team Esbjergs cheftræner, Tomas Axnér, forlader klubben ved udløbet af den treårige aftale til udgangen af denne sæson. Den 56-årige svensker ønsker ikke længere at dobbeltjobbe og foretrækker at koncentrere sig om at føre sit lands kvindelandshold frem til OL-slutrunden i 2028.

Tomas Axnér mere end antydede efter Sveriges tidlige afsked med VM-slutrunden i december, at han ikke på langt sigt var indstillet på arbejdsmængden ved både at være landstræner og klubtræner på højeste niveau. Hans udtalelser til Aftonbladet viste sig at være retningsgivende for hans fremtidige karrierevej.

– Det er fantastisk at være i en klub som Team Esbjerg, og jeg ville aldrig have været det foruden, men man er nødt til at være ærlig over for sig selv og se på, om man vedvarende vil udsætte sig for belastningen ved at have to job. Når jeg har fri med Team Esbjerg, kalder landsholdet, hvor der også sker meget mellem kampe og samlinger, og vi befinder os i et generationsskifte, siger Tomas Axnér.

Han blev svensk forbundskaptajn i 2020 og førte landsholdet til en fjerdeplads ved OL i Tokyo samme år. Siden har han fastholdt Sverige i den internationale subtop med VM i fjor som en smertelig undtagelse.

Fremtidens trup under udvikling

Team Esbjergs bestyrelsesformand, Bjarne Pedersen, understreger, at klubben gerne havde fortsat samarbejdet med Tomas Axnér med en forlængelse ud over sommeren 2027. Men det blev høfligt afvist, og klubben har respekt for hans beslutning om at prioritere arbejdet med det svenske landshold.

– Tomas Axnér har været med til at bringe Team Esbjerg videre i udviklingen som europæisk topklub og har sat sine tydelige aftryk i vores klub, hvilket vi har været og er særdeles tilfredse med. I øjeblikket arbejder vi tæt sammen med Tomas om at forme det hold, der skal bringe Team Esbjerg videre frem mod 2030, og vi er yderst taknemmelige for hans kæmpeindsats også på den front, siger Bjarne Pedersen.

Spillerne havde et klart ønske

Spillerne var meget aktive i processen hen imod at ansætte afløseren for klubikonet Jesper Jensen, og en hovedprioritet var at få en cheftræner, der havde prøvet tophåndbold på egen krop. Det kriterium levede Tomas Axnér til fulde op til, da han foruden Lugi HF og H 43 Lund i hjemlandet har spillet højre fløj for bundesligaklubberne Gummersbach og Minden.

Sammen har han og spillerne opnået at kvalificere klubben til EHF Champions League Final4 i 2025, hvorimod det for første gang i fem sæsoner ikke lykkedes i den forløbne sæson. Til gengæld er Team Esbjerg i 2026 blevet dansk mester for sjette gang og har senest vundet Super Cup.

Tomas Axnér har med sin høje faglighed og afbalancerede og involverende facon arbejdet hårdt på at få det bedste ud af de spillere, der var til rådighed.

– Hvis tingene flasker sig, kunne afskeden med Team Esbjerg være den helt store sportslige triumf, siger Bjarne Pedersen.

Familien er faldet for byen

Cheftræneren deler drømmen om at opnå det ultimative mål, at vinde Champions League, med den klub, hvor han fortsat har et stort stykke arbejde foran sig.

– Jeg var glad for at få muligheden for at stå i spidsen for Team Esbjerg, og jeg vil gøre alt for klubben i min sidste sæson. Jeg har de samme ambitioner som ledelsen og vil derudover medvirke til at bygge et stærkt hold til fremtiden, inden jeg slutter, siger Tomas Axnér.

Han udelukker ikke, at han sammen med sin lille familie bliver i Esbjerg nogen tid endnu. Datteren Lili går i 8. klasse, og hans sang- og sygeplejerskeuddannede hustru, Rahel, er meget tilfreds med sit job i byen.

Team Esbjerg indleder nu processen med at finde den kommende cheftræner og forventer at have en afløser med lige så store ambitioner som klubben klar inden udgangen af året, lyder det fra bestyrelsesmand Bjarne Pedersen i en pressemeddelelse.