Tekst Hasse Jørgensen, foto Esbjerg Kommune, torsdag den 14. september 2023

Det kommunale budget, der netop er indgået et bredt forlig om i byrådet, kommer i Ribe til at betyde væsentlige ændringer indenfor området børneinstitutioner og specialskoleområdet. Hertil kommer mindre ønsker, som også er blevet tilgodeset. Det gælder bl.a. det maritime Ribe og kulturforeningen, der har til huse i seminarieHuset.

På området børneinstitutioner er der afsat omkring 60 millioner kroner til en ny børneinstitution, der forventes at kunne rumme 80 vuggestuebørn og 136 børnehavebørn. Det store spørgsmål er nu, hvor den nye institution skal placeres.

Borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) fortæller, at der er flere placeringsmuligheder i spil.

– Der tale om grunden, hvor Nørremarkskolen tidligere lå, der tales om et areal ved Ribe Fritidscenter, og der tales om en placering ved Klostermarken, der jo udbygges. Den placering må børne- og ungeudvalget i samarbejde med folkeskolerne og byrådet nu komme med et forslag til, siger borgmesteren.

Specialskole

På specialskoleområdet arbejdes der på at flytte specialafdelingen på Vittenbergskolen til lokaler i seminarieHuset, hvilket kræver en større ombygning af seminarieHuset.

– Specialskolen har til huse på flere lokaliteter i dag, og det er ikke hensigtsmæssigt, påpeger borgmesteren.

Slusning

Et af de spareforslag, der har givet anledning til stor lokal debat i de maritime kredse, var, at slusningen fra Ribe Å til Vadehavet og omvendt skulle afskaffes og at trafikken kun kunne finde sted, når portene alligevel er åbne.

– Det spareforslag er taget af bordet, så slusningen vil fortsat kunne finde sted, påpeger borgmesteren.

Forening får lokale mere

Kulturforeningen i seminarieHuset har længe haft et ønske om at få endnu flere kvadratmeter, og derfor har bestyrelsen lagt bilet ind på et ledigt lokale, der ligger i umiddelbar forlængelse af de lokaler, foreningen har i forvejen.

Det ønske er opfyldt, og der er afsat 30.000 kroner årligt til udgifterne, hvilket glæder formanden for foreningen, Nini Oken.

Glad for opbakning

Jesper Frost Rasmussen glæder sig over, at det er et bredt flertal i byrådet, der står bag forliget. Kun Ny Borgerlige er ikke med.

– Det er dejligt med så bred en opbakning, og det er dejligt, at der trods besparelserne, som vil gøre ondt nogle steder, også har været plads til investeringer i ting, der gør kommunen til et godt sted at bo og arbejde i, siger Jesper Frost Rasmussen.