Tekst: Team Esbjerg og foto: René Jørgensen
29. april 2026.
Resiliensen står sin prøve mod Nykøbing F. Håndbold
I det dybeste hul er tidspunktet, hvor et hold skal vise sit værd. Hvor truppen skal rykke tættere sammen og vise sin resiliens og modstandsdygtighed i en svær tid. Team Esbjerg kommer fra en stor skuffelse i weekenden og skal nu den lange vej til Falster for at møde Nykøbing F. Håndbold i et opgør, der kan sikre esbjergenserne en semifinale plads i Bambuni Kvindeligaen.
Hvordan kan en sejr allerede give en plads i semifinalen? Uanset resultatet i den anden kamp i slutspillet mellem SønderjyskE og København Håndbold vil en vinder komme op på to point. En sejr vil sende Team Esbjerg op på otte point, men idet esbjergenserne havde en bedre ligaplacering i grundspillet, vil de vinde tiebreakeren, uanset hvem det andet hold er.
Men at finde motivationen efter sådan en skuffelse i weekenden i Rumænien er et bjerg af de helt store. Derfor har holdet også haft brug for at bearbejde nederlaget, så det kunne komme helt ud af systemet.
– Vi har haft en debriefing af kampen og kigget på, hvad gik galt, og hvad der gik godt. Det var en stor skuffelse, for det var en drøm, som blev knust, men vi har stadig kampe i slutspillet og et mesterskab at spille om. Vi skal forsøge at komme videre og holde fokus fremadrettet. Dét bliver opgaven, siger cheftræner Tomas Axnér.
Det er vigtigt at tage lærdommen med fra disse kampe, så de ikke bare blev til nederlag uden et formål.
– Vi skal snakke tingene rigtigt igennem og lære af kampen. Vi kommer til at spille disse typer kampe igen i denne sæson, og nogle gange vinder man, andre gange ikke. Så vi skal kigge på kampen og lære af den. Det er det vigtigste, siger cheftræneren.
En anden måde at løfte sig op af hullet er, at hoppe hurtigt videre til næste kamp. Gå ind til den med al de indebrændte frustrationer, som har hobet sig op i de senere dage, og bruge dem til at brænde banen af. Og det bliver Nykøbing F. Håndbold, som kan komme til at mærke dem først.
– Vi vil gerne have en god præstation og prøve at vinde denne kamp. Vi har gode betingelser for at gøre det, og det vil også hjælpe vores vej til at vinde puljen. Det er samtidig også fint med en chance for at få revanche efter nederlaget i søndags, siger Tomas Axnér.
Anna Kristensens skade viste sig at være slem, og hun har dermed spillet den sidste kamp Team Esbjerg-trøjen for denne gang. Tabea Schmid, Sanna Solberg, Nina Koppang og Judith van der Helm er også ude af opgøret.
Team Esbjergs trup til kampen i Bambuni Kvindeligaen slutspil runde 3 mod Nykøbing F. Håndbold torsdag den 30. april kl. 20.30 i Spar Nord Boxen:
Målvogtere: Katharina Filter og Anna Steffensen
Venstre fløj: Elin Hansson og Zoë Sprengers
Højre fløj: Sarah Dekker, Mia Emmenegger, Marit Røsberg Jacobsen og Anne Tolstrup Petersen
Streg: Kathrine Heindahl, Rikke Iversen og Olivia Löfqvist
Bagspillere: Live Rushfeldt Deila, Line Haugsted, Helene Kindberg, Michala Møller, Nora Mørk og Henny Reistad.








































































