Project Description

Tekst & Foto: Johnny Tauman
24.11.2021

Højt at flyve – dybt at falde! Ribe-Esbjerg HH tabte udekampen mod Skjern Håndbold med (25-20) efter en pausestilling på (11-7). Holdet formåede ikke at snøre sækken i Skjern Bank Arena, hvor hjemmeholdet var til at tale med. Faktisk var det kun målmanden Christoffer Bonde, som leverede varen gennem samtlige 60 minutter. REHH´s bundniveau i angrebsspillet viste igen sin mørke side – og derfor skal der helt andre takter, når Skive SF besøger DOKKEN lørdag d. 4. december.

Autentisk pauseberetning

Frivillig i REHH, Gert Hansen fortalte ved pausen, at REHH-spillerne kæmpede, men slet ikke kunne score. Det blev kun til 7 scoringer i løbet af 30 minutter, hvor holdet endog var foran helt frem til det 22. minut (6-7) på et mål af Jonatan Mollerup. Markus Mørk var med i spillet, men savner helt klart spillerytmen og kamptræning efter en lang skadespause. – Endelig vil jeg lige nævne Skjern Håndbolds målmand Christoffer Bonde, som tog sig af en del friløbere, som normalt plejer at føre til scoringer.

Atypisk 1. halvleg

Men lad os lige kaste et hurtigt blik på en meget atypisk 1. halvleg. Begge hold startede nervøst og ukoncentreret – og der skulle gå mere end 3½ minut, inden Jonatan Mollerup scorede kampens 1. mål. Fejlene fortsatte hos begge hold – og allerede efter 6:15 tog Skjern Håndbold sin første Team-Time-Out. Men det hjalp nu ikke noget på spillet – og Ribe-Esbjerg HH kom på (0-3) efter godt 9 minutter.

Marcus Mørk savner kamptræning og skarphed

Der skulle gå 10 minutter og 52 sekunder, før Ejvind Tangen passerede målmand Søren Rasmussen. Samtidig blev Marcus Mørk udvist i 2 minutter. Og så var den føring reduceret (3-4).
Hjemmeholdet fik udlignet til (4-4) – efter 21 minutter viste måltavlen (6-6). Og som Gert refererede, så førte REHH for sidste gang med (6-7) med 8 minutter til pausen.

Flotte redningsprocenter

Både Søren Rasmussen og Christoffer Bonde havde holdt spændingen i ave i en kamp, hvor der indtil kun var scoret 14 mål – med uafgjort (7-7).
Herfra kom fejlene i stimer hos REHH, mens Skjern Håndbold med 4 scoringer trak fra til pausestillingen (11-7).

2. halvleg uden gennemslagskraft

Modgangen fortsatte i 2 halvleg, hvor træner Anders Lentz Thomsen måtte tage en advarsel, mens fire deciderede fejl af Emil Grønbech Hansen og Marcus Mørk sendte bolden forbi mål.
Måltavlen viste da en 6 måls føring til hjemmeholdet på (15-9).

Hvor var målnæsen og fighterviljen fra Aalborg-kampen forsvundet hen. Her scorede REHH jo 23 mål på en halvleg. Måske kunne holdet løfte sig, da Mathias Jørgensen og Emil Grønbech Hansen inden for et minut reducerede til (15-11).
Med 20 minutter tilbage øgede Benjamin Buric hjemmeholdets føring til (16-11).

Byttede mål

Midt i halvleg byttede holdene bare mål: (16-11), (16-12). (17-12), (17,13), (18-13).
Da Jonas Larholm misbrugte sit forsøg efter47 minutter havde fem bagspillere brugt 28 skudforsøg på at score blot 9 mål!
Et forsøg med at lade målmand Kim Sonne overtage posten betød i starten ikke noget, da boldene røg i nette bag ham (21-16). Hvor blev redningerne af?
Men så kom Miha Zvizej på tavlen (21-17) og Jonas Hald Christensen (21-18).

Det gamle mønster viste sig

Bagud (22-18) tog REHH sin anden Team-Time-Out. Der var da godt 6 minutter til at vende kampen. Men så smed Jonas Larholm bolden væk og Mathias Jørgensen fik en udvisning. Noget vi har set før? Ja, og så var Skjern Håndbold på fem måls føring (23-18) med Søren Rasmussen tilbage i målet.
Det blev (24-19), (24-20).

Klog Team-Time-Out

Med et minut tilbage tog Skjern Håndbold klogelig en Team-Time-Out velvidende, at målforskellen kan være afgørende, når slutspilspladserne skal findes. 8. sekunder senere scorede Lasse Uth til (25-20), inden kampen fadede ud.

Træner Anders Thomsen havde svært ved at få angrebsspillet til at hænge sammen

Tilfreds med forsvaret

– Vi spillede en fin forsvarskamp, sagde træner Anders Thomsen kort efter kampen til RYK IND RIBE. Men vi havde svært ved at komme gennem Skjerns forsvar – både i 6-mod 6 spillet og i 7-mod-6 spillet. Han var derfor fortrøstningsfuld med tankerne om den kommende hjemmekamp. – Her skal vi bare have det hele til at fungere igen – og så var et nederlag på udebane mod Skjern Håndbold ikke det værste, der kunne ske.

Stillinger

Stillinger i løbet af kampen (ca. hvert 10. minut):
(0-3), (5-6), (pause:11-7), (16-12), (19-15), (slut: 25-20)

Målscorere

Skjern Håndbold: Benjamin Buric og Jesper Konradsen hver 5

Ribe-Esbjerg HH: Jonas Larholm 5, Torben Petersen, Jonatan Mollerup og Mathias Jørgensen hver 3, Emil Grønbech Hansen og Sune Iversen hver 2, Miha Zvizej og Jonas Hald Christensen hver 1

Annonce