Tekst: Johnny Tauman     Fotocollage: René Jørgensen
14. juli 2020

Der er meget længe siden, at vi har skrevet om den runde kugle – 58 -60 cm i omkreds og med en vægt på 425-475 gram. Andre stikord som harpiks samt et læder- eller kunststofhylster, som i oppumpet tilstand skal være rund uden at være skinnende og glat. Og så skal den kunne hoppe – vil sikkert give læserne svaret: herrehåndbolden.

En hård start

Turneringsplanen 20/21 er ved at blive lagt – uden dog at kende de nøjagtige Covid 19 rammer.
Ribe-Esbjerg HH lægger i den første kamp gulv til Team Tvis Holstebro – en TV-kamp, som spilles 1. september kl. 20.00. Så følger en kamp mod KIF, Kolding, hvis styrke ingen pt tør udtale sig om – og så kommer endelig mægtige Aalborg Håndbold forbi Blue Water DOKKEN til endnu en TV-kamp 10. september kl. 20.00. Sæsonen er planlagt til at slutte 3. april hjemme mod oprykkerne fra TMS Ringsted.

Først en pokalkamp

Inden turneringen starter op, skal Ribe-Esbjerg HH spille i kamp i landspokalturneringen –  Santander Cup. Modstanderen er HC Midtjylland, som har hjemmebane fordel torsdag d. 13. august. Dertil kommer formentlig en række træningskampe, men herom senere.

Cheftrænerens status

RYK IND RIBE har fået mulighed for at høre nærmere om forberedelserne til den kommende sæson fra cheftræner Kristian Kristensen.
–  I forhold til truppen ser jeg det som et smallere hold. Vi har fortsat en stærk top, mens bredden halter en anelse med afgang fra bl.a Simen Schønningsen,  Lars Mousing, Tim Winkler m.fl., siger Kristian til RYK IND RIBE. Han er bevidst om, at de ikke bare erstattes, men er omvendt positiv med de nytilkomne samt den kontinuitet, holdet har bibeholdt på flere bærende spillere.

Daniel Ingason, som ses bag Miha Zvizei, må vente med at få comeback pga. fodskaden fra forrige sæson (arkivfoto: Johnny Tauman).

Daniel er stadig skadet

–  Daniel Ingason er fortsat ude med fodskade fra sidste sæson og kommer ikke til være matchfit i pre-season, fortæller cheftræneren, der satser på at komme i slutspillet. Han forudser, at top 5 vil bestå af klubberne: Aalborg H, Bjerringbro-Silkeborg H, GOG, Skjern H og TTH. – Vi vil med en god gang positiv håndbold med masser af energi kæmpe om de sidste pladser – og står vi i slutspillet, kan alt jo ske, kommer det fra Kristian, som også kan oplyse, at der umiddelbart ikke er udsigt til flere spillere – dertil er der for mange usikkerheder ifm, Covid-19.

Klubben vil være bæredygtig

Cheftræner assistenttræner Kristian Kristensen slutter med følgende: – Klubben arbejder stenhårdt på at skabe et bæredygtigt koncept, så vi kan være konkurrence dygtige i den sjove ende at tabellen. Jeg tør godt love, at vi kommer med et synligt udtryk, når der er point på spil.

Tilgang til 20/21

Ribe-Esbjerg HH har derimod formået at sikre sig stregspiller, Besard Hakaj, i Aarhus Håndbold, samtidigt med at René Villadsen er hentet ind som erstatning for Tim Winkler i målet. Yderligere præsenterede klubben for to uger siden den tidligere svenske landsholdspiller, Jonas Larholm, i truppen. Her skal han udfylde rollen som spillende assistenttræner.