Tekst & Foto Johnny Tauman
3. december 2018

”Hvo intet vover, intet vinder!”

Ribe-Esbjerg HH har efter forrige sæson indkøbt Nicolai Pedersen – og ordene omkring den 3 årige kontrakt med den 24 årige bagspiller var rosenrøde – fx udtaler formanden for Eliteudvalget Sune Agerschou til klubbens hjemmeside den 3. maj: ”Nicolai er ikke længere bare et kæmpe talent. Han er nu sprunget ud som en helstøbt profil i håndboldligaen og har haft en endog meget stærk sæson. Hans repertoire er stort, meget stort. Han er skudfarlig og gennembrudsstærk og hans assist-spil er i topklasse.”

Hvad er der sket med klubskiftet?

RYK IND RIBE kan oplyse, at Nicolai Pedersen scorede  150 mål for Nordsjælland Håndbold i forrige sæson.
På seneste opgørelse ligger han på en 66. plads med blot 33 mål.
Hvad har Ribe-Esbjerg HH gjort ved Nicolai? Og hvorfor skal et så stort talent og en helstøbt profil sidde på bænken? Hvorfor kan Ribe-Esbjerg HH ikke bruge en spiller, der selv udtalte ved klubskiftet: ”Jeg ønsker at tage et skridt op i min karriere. Jeg føler, at jeg har givet et godt indtryk i indeværende sæson (17/18) og lagt et afgørende lag på mit spil.

”Hvo intet vover, intet vinder!”

RYK IND RIBE foreslår, at udekampen mod et træt BSV mandskab onsdag aften bliver bygget op om de spillere, der i forrige sæson leverede en række gode præstationer. Målmandsposten tilfalder den ældste – en person, der har så meget håndbolderfaring, at der skal lyttes til ham: Søren Haagen.
Midterforsvaret skal bæres af Miha Zvizei, Rasmus Boysen og Jonas Tidemand, mens de to backs skal spilles af Nikolaj Enderleit og Nicolai Pedersen. På fløjene skal Pelle Schilling og Mathias Jørgensen starte – og skal Rasmus Nielsen tilbage – han scorer i hvert fald på flere straffekast end de nuværende spillere.

”Hvo intet vover, intet vinder!”

Jamen hvad så med alle de dyre indkøb? De må lære, at håndbold er et HOLDspil – og parkere det individuelle behov for selv at ville afgøre kampene.
For de, der elsker at studere statistikker, så er det beskæmmende læsning ind til nu i denne sæson. Ribe-Esbjerg HH er placeret på anden pladsen over de hold, der har fået flest udvisninger – kun overgået af TMS Ringsted – og på sidste pladsen i scoringsprocent. 350 mål på 648 skud. Så der skal ske noget.
Fire kampe tilbage inden juleferien: BSV (ude), Team Tvis Holstebro (hjemme), Aalborg Håndbold (ude) og endelig Lemvig-Thyborøn Håndbold (hjemme).