Tekst Hasse Jørgensen, foto Rene Jørgensen. Lørdag den 8. december.

Hvad skete der lige her?

Det kan godt være, at Ribe-Esbjerg HH fik en flot sejr ude mod BSV, men nogle havde måske set det som en enlig svale. Men sådan ville Ribe-Esbjerg HH det ikke. På hjemmebane i Blue Water Dokken blev TTH Holstebro sendt hjem med et nederlag på tre mål, 28-25, og sejren til REHH kunne være blevet større, hvis ikke et par fejlafleveringer i de sidste minutter havde givet TTH et par lette kontramål.

Ved halvleg var de to hold lige med 14-14. Efter 2-2 i starten af kampen, tog TTH teten, og det meste af halvlegen første holdet. Men REHH viste fantastisk moral og kæmpede fortsat.

I anden halvleg var de to hold meget lige indtil REHH fik slået et hul ved 24-20. Holdet undgik de nedture, der har været så mange af. I stedet blev der kæmpet, og det gav de to kærkomne point.

Hvad der blev sagt til spillerne i pausen, skal jeg lade være usagt, for jeg ved det ikke. Men det havde åbenbart effekt. Efter en lille halv snes minutter havde REHH fået greb om tingene, og selv om de to hold fulgtes pænt ad, var det som om, REHH nu var det hold, der havde mest overskud.

Der var rigtig mange gode præstationer på holdet, Men Nicolai Enderleit lyste op med flere spektakulære ting, og Jacob Heinl var god både i angreb og forsvar, ligesom Lukas Karlsson flot dirigerede og selv scorede fem gange.

Søren Rasmussen i målet skal ikke glemmes. Han havde nogle virkelig flotte redninger på statistisk vigtige tidspunkter.

Alt i alt en kamp, der lover godt. Måske har spillerne nu fundet hinanden og rytmen mere vedvarende, end de glimt, vi tidligere har set. Det bliver spændende at følge holdet i Ålborg mod topholdet den 14. december, og de to point denne aften gav lidt mere luft til de tre bundhold.

Målscorere i aftenens kamp blev Nikolaj Enderleit med 7, Lukas Karlsson med 5, Gunnar Stein 4, Kasper Kvist 3, Magnus Søndenå2, Nicolai Pedersen 2, Miha Zvizej 2Nicolai Schønningsen 1, Pelle Schilling 1 og Jacob Heinl 1.

Topscorer for Holstebro  blev Magnus Bramming med 8.

Udvisninger: REHH 2, Holstebro 4.