Tekst og foto Torben Ravnborg Nissen, forsidefoto Super8, torsdag den 5. november 2026

Ribe: I juli besøgte Ryk Ind Ribe et filmhold, der var i gang med optagelserne til kortfilmen Hot Star på Tangevej i Ribe. Filmen handler om to utilpassede unge drenge, der trods deres forskelligheder finder sammen.

Filmen er henlagt til vores del af landet, fordi produceren Astrid Juul Stenderup er opvokset i Esbjerg. Hun havde derfor et godt kendskab til området og så blandt andet Ribe som en oplagt kulisse for filmens handling.

Astrid Juul Stenderup er i dag bosat i Aarhus, hvor filmselskabet Super8, der står bag filmen, også har hjemme. Super8 er en alternativ, treårig filmuddannelse, som arbejder med at udvikle nye talenter til dansk film.

Hot Star er en førsteårsfilm fra uddannelsen, og nu har kortfilmen haft premiere i to biografer. Først i Aarhus, hvor Øst for Paradis lagde sal til to udsolgte visninger med 100 publikummer ved hver forestilling. Dernæst gik turen til Empire Bio på Nørrebro i København, hvor også samtlige 227 pladser var besat.

Filmen har desuden fået en positiv anmeldelse i filmmagasinet EKKO, der kvitterer med fire ud af seks stjerner. Frederik Hoff skriver blandt andet:

– I den indledende scene i Niels Fregerslevs vemodige ungdomsdrama når en svampeskæv Kalle frem til, at de to venner skal ”lave noget sindssygt”. Aftenen intensiverer i romerlys-oplyst ekstase, hvor Karl EZ Hansens musik formidler oplevelsen af overvældende, faretruende lykke. Hjalmer Møller Madsens manuskript finder fint ind til det smertefuldt genkendelige fænomen, hvor to sjælevenner ikke er lige hurtige til at blive voksne.

Filmen kan ses på EKKOs hjemmeside frem til 14. november.

Filmholdet er meget taknemmeligt for den opbakning, det har mødt i området – ikke mindst i Ribe, hvor nogle af optagelserne fandt sted.

– Det har været fantastisk at opleve, hvordan folk træder til og bakker op om kulturen og de lokale initiativer. Det betyder virkelig meget for os, og det er vi utrolig taknemmelige for, fortæller Astrid Juul Stenderup.

Producer Astrid Juul Stenderup og instruktør Niels Fregerslev